Jeg har en sted i verden, som betyder noget helt særligt for mig. Som er mere end blot et flodlandskab med bakker og landsbyer og vinmarker. Rheingau hedder den plet, der er groet ind i min sjæl. Det er et vindistrikt i Tyskland, og det ligger ved Rhinen.
Jeg er vendt tilbage til Rheingau i femten år. Ofte fire-fem gange om året. Jeg sidder om foråret på bænken under det blomstrende mandeltræ ved Schloss Johannisberg og ser Rhinen flyde langt væk, mod en fortid af sværdsvingende helte. Jeg stønner og sveder når julisolen gør gyden langs Hildegardklostret bagende varm. Og jeg drukner lykkeligt i vinstokkenes snorlige orden af flammende skønhed, når jeg vandrer gennem Steinbergmarkens efterårsfarver.
Overalt Rieslingdruer. På stokke, i flasker og glas. Syreholdige vine, smagen af petroleum mod min gane, den transcendentale beruselse, der er bundet til netop det sted, til netop de bakker og slotte og vingårde. Til de oplevelser, der altid er forskellige og altid er ens. Sådan opstår den mytiske tyngde.
- Vinmarken Steinberg nær Kloster Eberbach
På en måde kan jeg godt forstå din fascination af vinmarkernes rækker….og dog; har engang i en sommer for mange, mange år siden boet og arbejdet hos en vinbonde, Franz Weiss, i en lille by tæt ved Rüdesheim. Hold da kæft hvor det var hårdt at gå op og ned ved de lange rækker af vinstokke og klippe topskud af i 110 graders varme………men belønningen var det værd; nemlig at få lov til at være med til at tappe vin fra fade til flasker på god gammeldags maner