Lørdag morgen i sengen med aviser og kaffe. Og nu computer. Den er så tæt på, udgivelsen af min roman Glasborgen, at jeg ikke kan tænke på andet. Det er, som om ingen detaljer er for små til at spekulere over i det uendelige. Er Politikens opremsning af sæsonens kommende bøger i dagens avis nu også i orden, kan jeg acceptere, at de har sat overskriften ramasjang på, når nu jeg har skrevet et moderne, arketypisk eventyr om gennem strabadser at blive voksen, selvstændig og fri?
“Nu er du vel ikke for nervøs?” skrev en forfatterveninde til mig forleden.
“Nej, overhovedet ikke,” svarede jeg, “jeg er megaloman, hvad mine bøger angår. Jeg føler hver gang, at jeg har skrevet et fremragende værk. Og anmeldelserne plejer også at være fine.”
Sådan har jeg det også denne gang. Jeg ved, at jeg har skrevet en original og substantiel bog. Og den er strammere end mine bøger plejer at være, og ikke så videnstung. Derved er den måske nok min hidtil bedste bog.
Jeg gentog det over for kæresten. “Jeg bliver ikke nervøs,” sagde jeg og tænkte tilbage på dagene omkring mine forrige udgivelser. “Jeg bliver noget andet …” Jeg ledte efter ordet.
“Hysterisk?” foreslog han
Han ramte plet.
Det er helt i orden at være nervøs…det skal man vel være lidt med sådan en begivenhed i sigte
Iøvrigt behøver du vist ikke at føle dig særlig ramt….Jeg er hamrende sikker på at bogen er god og jeg glæder mig til at læse den. Go for it, Anne-Marie.
Hysterisk megaloman – fantastisk kombination. Håber bogen bliver godt modtaget – tillykke med den!!
Tak skal I have!
I øvrigt får jeg rig lejlighed til at udviske den ramasjangoverskrift, viser det sig. Der er nemlig aftalt interview med Politiken nu. Det glæder jeg mig til.