Begær

Arbejder i øjeblikket i romanen med at krydse Wagners Parsifal med Marquis de Sades “de 120 dage”. Det er ikke så absurd, som det lyder. Man skal jo ikke glemme, at Wagners Parsifal handler om sex. Eller i hvert fald om begæret efter sex.

Men så kommer operaen – med en Schopenhauersk kanonstilling i ryggen – med den påstand, at overvindelse og afstandtagen til dette begær er vejen til lykken. Så KAN man da lige så godt lægge sig til at dø med det samme…

Det bliver i hvert fald det synspunkt, jeg lader Seth (den egyptiske kaosgud og min jeg-fortællende hovedperson) indtage i romanen. Han kommer lidt til at svare til operaens Klingsor, og kommer til at holde Marquis de Sade’ske sexorgier på sin “Klingsor-borg”.

Og se, så er det, at det begynder at blive underholdende at skrive! …(smiler ved tanken, glæder mig allerede)…

Jeg læste i øvrigt i Marquis de Sades “de 120 dage” forleden for at få flere ideer til de nærmere detaljer i dette krydsfelt mellem Sade og Parsifal, som jeg skaber… Sade deler i “de 120 dage” de seksuelle lyster op i fire kategorier: De simple, de komplekse, de krimininelle og de morderiske.

Det er IKKE læsning for sarte sjæle! American Psycho gå hjem og læg dig!! Alle tabuer bliver brudt og udpenslingen af de voldelige og morderiske sexorgier er brækfremkaldende.

Det bliver min helt store udfordring som forfatter at forsøge at vende fornemmelsen af modbydelighed ved hjælp af positivt ladede superlativer.

Kan man mon det? Manipulere læserens følelser over i modsatte grøft med superlativer, der udfra den beskrevne situation skriger til himlen om, at de har fået den forkerte ladning? …hmmm… spændende eksperiment…

www.amvo.dk

Advertisement