Har skrevet, skrevet, skrevet siden kl. 06:00 i morges. Åh, hvis bare det skriveflow kan holdes!
Det er så vigtigt at udnytte, når det hele kører. Der er så stor inerti i skriveprocessen; går man først i stå, ja så koster det så mange kræfter at rulle historien og rytmen igang igen.
Grunden til at det er gået så godt idag er nok, fordi jeg skrev på indignationen. Indignation er en stærk følelse, der giver kræfter (værd at huske til en anden gang).
Det er Wagners Parsifal, som jeg har hidset mig op over. Den er jo det store omdrejningspunkt i romanen. Men jo mere, jeg satte mig ind i den, desto mere indigneret blev jeg. Mage til kvindeundertrykkende fortælling skal man lede længe efter! Stakkels Kundry!
Kundry er kvinden, der er dømt til at henslæbe livet i en dobbeltrolle, og enten være i ekstasens vold og på Klingsors bud agere den store fristerinde, eller være den ydmyge kravlende bodfærdige kvinde over for de lumre gralsriddere, der sidder på deres borg og jamrer over, at der findes god sex. Jo det er sandt, operaen vil da gerne finde forløsning for den stakkels kvinde. Og den går ud på at tilgive hende for at have leet ad Jesus på hans vej til Golgatha (og sikkert også for at have haft sex med de ophøjede riddere). Og så kan hun godt lægge sig til at dø. Hvis det er grundvilkårene for kvinden, hvis Kundry er ment som en arketype for den kvindelige eksistens… !!!
Så jeg blev noget vred. Og indigneret. Og fik så skrevet en hel masse på den indignation, et langt, vidunderligt befriende skriveflow… Så hit med noget mere indignation! … (smiler)
P.S. Det kan godt være, at Kasper Bech Holten var istand til at vride en rimelig feministisk fortolkning ud af Wagners Ring i Det Kongelige Teaters opsætning her i år. Det kommer ALDRIG til at ske med Parsifal.
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Hej Anne-Marie
Det er herligt at følge skrive op-og nedture på din log…bare bliv ved
LikeLike