Klaus Rifbjerg udtalte engang noget i retning af, at skrivningen af en roman var en slags sinuskurve; man skulle både tage kontrol og miste kontrollen. Et udsagn jeg ikke kunne være mere enig i.
Man bliver nødt til som forfatter at give slip, mens man skriver, at overgive sig og lade sig føre af fortællingen og personerne. Det er dér sproget vokser, det er dér man selv overraskes, og det er dér noget nyt opstår. Det er kort sagt dér, at originalitet opstår, og at alting bliver levende.
Havde selv et par dejlige oplevelser af den slags under skrivningen igår i forbindelse med at Seth lytter til fortællingen om Parsifal: Da Klingsors slot i operaen falder sammen og kun efterlader en gold ørken, ja da røg mit tastatur videre til det gamle Ægypten, til Seths ørken i urtiden… Overraskende for mig, at det indslag skulle komme på det tidspunkt, og en lille men stærk tekst blev efterladt … Og jeg kan se nu, at det ovenikøbet bidrager til at nuancere lagene i fortællingens plot … kan desværre ikke røbe plottet.. smiler… men de overordnede træk i plottet kender jeg naturligvis.)
Men for at gennemføre det vanvittige maraton det er at skrive en roman, ja så må man også tage kontrol. Man bliver nødt til med jævne mellemrum at hæve sig over sin tekst, lave strukturanalyser, se hvor den røde tråd er henne og så sige: Det er mig, der bestemmer! Og nu skal vi altså derhen!
Men det vigtigste for at gennemføre et romanprojekt? Disciplin! Vent ikke på "inspiration". Skriv uanset hvad. Hver dag…
Forfatterhjemmeside: http://www.amvo.dk
Anne-Marie Vedsø Olesen 