Åh, at miste kontrollen, når man skriver, det er dér, det er skønt at skrive! (Og det er dér, at teksten lever og ånder).
Jeg har netop skrevet et afsnit, hvor Seth i sin vrede forvandler sig til en mægtig rød slange, der i ørkenen løfter sig mod nattehimlen og spyr sværme af klæbrige sorte fluer mod månen (er lagt ind på www.amvo.dk).
Jeg anede ikke, at det skulle ske, det skrev bare sig selv, og samtidig gav alting mening, metaforer med referencer til begærets have i Parsifal sneg sig ind, uden at jeg tænkte over det.
Det var det, jeg mente, da jeg tidligere sagde, at man når til et punkt, hvor man har fornemmelsen af at “rumme” hele romanen. Det er vendepunktet. Herfra er det skønt, ja næsten euforiserende, at skrive!
Anne-Marie Vedsø Olesen 