Forleden, da jeg over for nogen forsøgte at forklare dobbeltheden i skrivningen, nemlig den vedvarende vekslen mellem reflektorisk kontrol over for tabet af kontrollen i følelsen, altså de øjeblikke hvor teksten skriver sig selv, og hvor man henter en følelsen dybt inde fra een selv og lader den flyde, da kommenterede vedkommende:
Det må være ligesom at være dirigent!
En interessant observation, og en forbløffende kommentar i betragtning af, at en af mine hovedpersoner er dirigent, og at vedkommende ikke vidste det.
Der kan måske være noget om det. Denne følen efter om udtrykket er præcist, hele tiden, hele tiden frem og tilbage, hent følelsen, fil til, slib teksten, indtil den rammer præcis det, man har inde i sig og gerne vil udtrykke.
Nå, men jeg svarede i hvert tilfælde “ja” til kommentaren. Men mener det egentlig ikke. For en forfatter er skabende og en dirigent er udøvende kunstner. Alt skal komme inde fra mig selv, skal opstå og hentes dér. Jeg skal skabe værket. En dirigent derimod fortolker og formidler en givent værk.
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Kære forfatter!
Jeg har læst din omskrivning, og jeg synes faktisk det fungerer meget bedre.
Jeg kan have lidt svært ved at finde ud af hvor i fortællingen de enkelte afsnit hører til, og dermed også svært ved at vurdere om styrken og intensiteten er “passende” i det enkelte tilfælde.
Men stadig spændende at følge.
MVH
Lisbeth
LikeLike