Jeg gik i dag og tænkte over Parsifal-stoffet i Gudernes tusmørke. Jeg har forsøgt at løsrive mig fra de gængse kristne eller nihilistisk-buddhistiske fortolkninger, og jeg tror faktisk, at det er lykkedes. Og kvinden Kundrys underlige dobbeltrolle hos Wagner er hos mig blevet et billede på den umodne mands madonna-luder-kompleks. I min roman hos dirigenten, der er den ene af hovedpersonerne.
Det er besynderligt, men det er, som om det først er nu – her efter bogens afslutning – at fortællingens dybere substans er ved at udkrystallisere sig i min bevidsthed.
Jan Toorops version af Kundry og Parsifal
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Lyder spændende! Men madonna/luder-komplekset stikker nok dybere end bare at være et spørgsmål om umodenhed, tror jeg.
LikeLike
Cecilie: Det tror jeg, at du har ret i. Både modne og umodne mænd kan have sådan et kompleks. Men grunden til, at jeg taler om netop den UMODNE mands madonna-luder-kompleks, er, at det er her, at det bliver problematisk og potentielt skadesvoldende. Madonna-luder-komplekset kan være festligt og bringe lyst, glæde og krydderi, hvis det håndteres med modenhed og indsigt, og skal i den sammenhæng ikke problematiseres eller forsøges “helbredt”, synes jeg. Just my opinion…
I “Gudernes tusmørke” lader jeg det netop være umodenheden – den manglende indsigt – der er det store problem. Og drager en parallel til Parsifal og Amfortas i Wagners opera, der begge på hver sin måde opnår indsigt og dermed heling.
LikeLike