Forleden spurgte Bo til, hvilken indspilning af Wagners opera Parsifal, jeg syntes bedst om.
Nu har jeg af en eller anden grund aldrig rigtig dyrket det med forskellige indspilninger, men under skrivningen af Gudernes tusmørke fik jeg øjnene op for, hvor meget det betyder.
Da jeg har en dirigent som hovedperson i Gudernes tusmørke måtte jeg på researcharbejde omkring dirigentfaget. Allerede takten – pulsen – som dirigenten vælger, sætter det første personlige præg på opførelsen af et værk.
Parsifal har fået højst forskellige udtryk på denne måde. Toscanini, for eksempel, dirigerede overraskende nok den langsomste Parsifal nogensinde. Og Pierre Boulez dirigerede den hurtigste. Der var en forskel på mere end en time mellem de to dirigenters udgaver af Parsifal!
Arturo Toscanini:
Pierre Boulez:
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Tak for henvisningen til min blog. Jeg har tilladt mig at skrive en slags hurtig opfølger til dit indlæg: http://gorzelak.smartlog.dk/parsifal-post106801
LikeLike