Det er lidt sjovt, at den klassiske musiks verden – og specielt operaverdenen – er begyndt at røre på sig i forbindelse med Gudernes tusmørke. Det er sådan set meget naturligt, når bogen har en dirigent som hovedperson og er bygget op over Wagners Parsifal.
Men når de endelig læser den, dette dannede publikumssegment, kan de så klare den? Det kan jeg ikke lade være med at tænke over. Det er blevet en hård bog om begær. På den anden side, det er begavede mennesker, og de fleste kan sikkert godt følge idéen i at nytolke klassisk stof i forhold til vores tid.
Jeg tænkte ikke særlig meget over det, mens jeg skrev, det var ét stort naturligt flow, men efterfølgende kan jeg godt se, at min roman indeholder pågående seksuelle scener.
Jeg synes stadigvæk, at det er helt i bogens ånd. For Parsifal handler efter min mening om det seksuelle begær.
Jeg kan huske engang for mange år siden, hvor jeg var med en kæreste inde til Mozarts opera Don Juan på Det Kongelige Teater. Vi havde en ret diskret plads lidt oppe på en af etagerne, og tilbage på rækkerne. Dér i mørket kyssede vi så. Til stor, stor forargelse for en dame, der sad i nærheden. Hvad hun præcis sagde til os, kan jeg ikke huske, men noget sagde hun.
Så har man da mistet enhver kontakt med den kunst, man er taget ind for at opleve, hvis man ikke kan tåle det! Så er alt da blevet overflade og pænhed! Jeg mener, Don Juan handler om det erotiske spil mellem kønnene…
Anne-Marie Vedsø Olesen 