Kun 9 dage til udgivelsen nu. Heldigvis er jeg ikke længere så nervøs, kun optaget og glad. En af mine gode venner (der laver film) mindede mig forleden om noget vigtigt: “Husk nu at nyde det!”
Og så er her endnu en lille smagsprøve fra Gudernes tusmørke. (Jeg-fortælleren er guden Seth, der er genfødt ind i vores moderne tid. Her er han på vej gennem Tyskland i tog sammen med sin elsker Adam, og med Sophie og dirigenten Martin Seeber, der for en periode bor hos Seth, mens han forbereder en opsætning af Wagners opera Parsifal. Hos Seth har Martin fundet det fristed, hvor han for første gang i sit liv kan udleve sine inderste, mest hemmelige drifter med den smukke Sophie):
Sophie vågnede i dette øjeblik, slog øjnene op og bar i et enkelt sekund endnu søvnens sårbare tilstand i sig. Så var hun lysvågen, bevidst om hvem og hvad hun var, og hendes krop rankede sig, hendes ben lagde sig nonchalant over kors, så den sorte kjole gled op og man akkurat kunne skimte båndet fra hendes hofteholder, og hun fugtede sine røde læber med tungespidsen og spurgte, hvor vi var.
Thüringer Wald, sagde Adam, omkring Eisenach og Wartburg, vil jeg tro.
Wartburg? Martin så bort fra vinduet. Borgen Wartburg?
Ja, sagde Adam, dér hvor Luther oversatte biblen.
Men også stedet for sangerkrigen, ikke sandt? Martin så helt ivrig ud. Det er dér, at handlingen i Tannhäuser finder sted. Den er baseret på den tyske middelalderdigtning om sangerkrigen, og ifølge den foregår det på Wartburg. Han kastede igen et blik ud ad vinduet, men denne gang aktivt spejdende, som om han håbede på at få øje på borgen. En af deltagerne i sangerkrigen skulle have været digteren Wolfram von Eschenbach ham der skrev den Parsifalfortælling, der inspirerede Wagner. I Tannhäuser lader Wagner Wolfram synge den rene, kyske kærligheds pris.
Så en virkelig digter fra middelalderen, sagde Sophie, der har skrevet den Parsifal, der inspirerede Wagner, indgår som fiktiv person i andre middelalderdigteres litteratur om den sangerkrig, der giver Wagner ideen til Tannhäuser. Hvor meta! Hun rejste sig op og kastede et stjålent blik på Martin. Jeg går lige et øjeblik. Toiletterne, det er den vej, ikke?
Ganske kort mødtes deres blikke, så sænkede hun sit, og jeg opfangede med fornøjelse den sitrende tændthed, der i samme nu indfandt sig mellem dem.
Gå foran, beordrede Martin hende, mens hans slugte hende med blikket, jeg følger efter.
Sophie begyndte at gå ned gennem toggangen. Hun gik sikkert i sine høje spidse stiletsko. De var i sort lak og med brede ankelremme, Martin havde købt dem til hende i Berlin, og han kunne ikke få blikket fra dem. Og jeg opfangede som det sidste, inden de to var forsvundet ud af vores togvogn, hans dirrende, urolige trang. Han kunne næsten ikke styre sig, så voldsom var hans lyst til at gribe ud efter den blonde kvinde og overvælde hende med al sin magt.
Og jeg jublede indvendigt, for jeg vidste, at Wolframs forældede sang om den rene, kyske kærlighed havde tabt, at mine kære mennesker endelig uden kvaler var i stand til at se deres natur i øjnene og gribe lykken.
Lyset i togvognen dæmpedes, det var sent på aftenen nu, og vores tog buldrede videre i mørket. Vi var ude af skoven, drejede sydover og krydsede floden Fulda på vej ind i de bjergrige egne omkring Rhön.
Og i den kolde hvide stjernenat rakte jeg henrykt ud med al mit væsens styrke. For maestroens og Sophies begær fyldte toget og natten og bjergene som glitrende iskrystaller, og jeg ville, at hele verden skulle svøbes i deres klare, stærke drift. Sneen på bjergene glimtede under den hvide måne, frostens blå krystaller skinnede om kap med stjernerne, og alt var is og kulde og frost, og aldrig skulle denne skarpe skønhed miste sit greb. For jeg var Seth, og i min isblomstrende have faldt to af de dejligste mennesker i hinandens arme.
Anne-Marie Vedsø Olesen 