November sidste år tog jeg en forlænget weekend på inspirationstur til Hamburg for at høre Parsifal: Hold op hvor kunne de spille dernede! Og Frankfurt-operaens dirigent gæstede den aften, og alt var perfektion …
Men en uventet inspiration til Gudernes tusmørke kom et helt andet sted fra, nemlig en særudstilling med Casper David Friedrich. Jeg var så overvældet. Og da jeg trådte ind i et rum med titlen “Afgrunde” var jeg nær sunket i knæ. Det var mere end jeg magtede; jeg var midt i den mest følelsesbetonede skriveproces på det tidspunkt og meget påvirkelig (heldigvis er livet nemt og smukt og strålende igen 🙂
Her er det billede, som nær havde fået mig til at besvime. Og efterfølgende teksten fra Gudernes tusmørke, hvor det er flettet ind:
Héloise havde kun spist ganske lidt, og var derefter gået udenfor for at gå en tur og og være alene. Hun var gået ned til søen, den sø hvor hun en nat for ikke særlig længe siden havde set ind i en verden af tåger og hellige våben og forstået så meget.
Men ingenting var kommet til hende idag, mens hun i det kolde, fugtige vejr havde stået ved søens bred og betragtet skoven på den modsatte side. Alt hvad hun havde set, var en uindbydende, kold, våd sø og så denne skov af mørke, så dyb en sorthed inde bag en hær af vinternøgne træer.
Afgrunde. Det mindede hende om et maleri af Friedrich, denne skov med al dens fugtige mørke. Man kunne gå derind. Eller man kunne betragte den på afstand. Men hun huskede, at den lille mand på billedet foran skoven med sikkerhed var på vej derind. For ham var overvejelsen af en valgmulighed end ikke til stede. En eller anden for ham personlig naturlov tilsagde, at han måtte derind. Den ville opsluge ham, den sorte skov, det var der ingen tivivl om. Han ville aldrig komme ud igen. Det havde gjort så ondt at se på.
Så var hun vendt om. Med et ansigt, der var sejlende vådt af støvregn var hun gået tilbage, op og hen over gårdspladsen med dens knasende grus, og forbi tårnet med det stærke hvide lys, der skinnede så overnaturligt malplaceret i det regnvåde grå decembervejr, at hendes sind i denne time ikke magtede at tage det til sig.
Anne-Marie Vedsø Olesen 