Nila Parly har netop udgivet bogen Absolut sang, hvori hun gør op med det synspunkt, at de kvindelige hovedpartier i Wagners operaer skulle være offerroller. Det er en spændende og forfriskende indgangsvinkel, og endnu engang forundres og begejstres jeg over, hvordan god kunst aldrig forældes.
I min egen roman Gudernes tusmørke (der er bygget op over Wagners Parsifal) har kvinden stadig offerrollen. På overfladen i hvert fald. Til gengæld har jeg brudt med de gængse kristne og nihilistiske tilgange til begærshåndteringen i min version. Og mener også at finde belæg for det, såvel musisk som dramatisk i Wagners Parsifal.
Sådan er kunsten så forunderligt relevant. Til alle tider.
Anne-Marie Vedsø Olesen 