I går aftes var jeg inde til balletterne LHomme de Bois og Le Sacre du Printemps på Det Kongelige Teater. Musik af Stravinskij. Jeg havde glædet mig, for ikke kun hører Stravinskij til blandt de komponister, som jeg holder meget af, også balletten Le Sacre du Printemps kan så meget. I princippet altså.
For jeg må indrømme, jeg blev skuffet. Faktisk mere end skuffet. Irriteret, oprevet, trist over den tandløshed, jeg var vidne til. Hvordan kan man overhovedet gøre Sacre tandløs!? Men den var det, det var minsandten lykkedes at tage enhver brod og farlighed ud af det værk. Hvor var aggressionen, orgasmen og døden? Hvor var den rå dyriskhed?
Selvfølgelig var det flot og professionelt og gennemført, som man kan forvente af vores nationalscene. Men det var alt, hvad det var. Æstetisk pænhed hele vejen igennem. Såvel lyden fra orkestergraven som dansen på scenen.
Nej, nej, det er tidernes forfald, når kunsten på den måde går op i lutter pænhed. Jeg holder det ikke ud!
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Nogle gange forestiller jeg mig, at det er noget, der er opfundet i et eller andet underjordisk, super-hemmeligt, kemisk laboratorium. Det dér PÆNHED. Som en slags altødelæggende (mod-)gift, der går os i blodet. Ved første-opførelsen af “Sacre”, udvandrede folk, og Stravinskij var en SKANDALE. Nu om stunder har vi PÆNHEDEN, som vi kan injicere ham med. Så kan vi lege med ham og lade ham bide os i røven, uden at vi lader os påvirke.
LikeLike
http://gorzelak.smartlog.dk/stravinskij–anne-marie-og-p-nheden-post116387
LikeLike