Midt i al denne følen sig frem, den ensomme forfatterkredsen omkring personerne til næste roman, Bartóks låste døre, (hvem er Judith? hvem er Rolf? hvem er András?), kommer Fie forbi.
Og pludselig forvandles en grå, introvert dag til den mest inspirerende tur gennem Statens Museum for Kunst, med landskabsbilleder af stor dybde og skønhed, det sjælelige, det mystiske, det musiske … ja, de var musiske, de malerier, så mange følelser og hemmeligheder og stemninger lå gemt i de landskabsmalerier … alt imens de to kvinder talte mænd, og sex, og styrker og svagheder … At turde sin svaghed …
Akseli Gallen-Kallela
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Landskabet betyder meget. Det var min plan – for et halvt års tid siden – at læse Carl O. Sauer-udvalget “Land and Life”, men jeg nåede aldrig længere end til at hjemlåne bogen fra biblioteket.
Personlig er jeg – jo – fra det helt flade Jylland, hvor (som vi siger) man ikke kan gemme sig for Vorherre. Og dét – dén tanke – har afgjort præget mig.
LikeLike
Ja – landskaber betyder enormt. Når man som jeg, er retmeget kunstinteresseret (og især indenfor dansk guldalderkunst,dansk og nordisk kunst 1880-1930 samt en del impressionisme) så går jeg tit i svime over flotte landskaber. Nu har jeg en hang til de store vidder i Norge og Sverige….altså oppe i fjeldene og over trægrænsen og heroppe bliver jeg altid “tanket op” mentalt. Det her med at kunne vade derud i højfjeldet i timevis og den fjeldtop man går efter bliver ikke større (=kommer nærmere) fordi luftens renhed og afstande simpelthen snyder en. DET er sagen.
En anden oplevelse med kunst/landskaber var en gang for del år siden. Jeg var på Musée d’Orsay i Paris (DET fedeste museum om fransk kunst). Efter at have gået rundt og kigget og suget til mig kommer jeg rundt om et hjørne og så BANG. Lige foran mig – et maleri stor størrelse 1,41 m. H og 2,62 m. L – af en Kamel-karavane lige på vej mod mig. Ligepludselig stod jeg der i ørkenen i en enorm varme og solskin og så denne karavane komme duvende og svajende imod mig. Jeg kunne høre lædersele-tøjet på kamelerne give sig, høre kameler “bræge”, høre snak/råb fra karavanen, mærke varmen og lugten.
Jeg glemmer det aldrig og kan stadig, nu mange år efter, genkalde mig den oplevelse. Leon Belly var kunstnerens navn. Dyrk lige den her link:
http://www.musee-orsay.fr/en/collections/index-of-works/resultat-collection.html?no_cache=1&zoom=1&tx_damzoom_pi1%5Bzoom%5D=0&tx_damzoom_pi1%5BxmlId%5D=009122&tx_damzoom_pi1%5Bback%5D=en%2Fcollections%2Findex-of-works%2Fresultat-collection.html%3Fno_cache%3D1%26zsz%3D9
Jeg håber den virker og god fornøjelse.
mvh
Jan
LikeLike
Jeg glemte lige at tilføje at I skal trykke på det lille forstørrelsesglas nede til højre under billedet.
…..og så forstil jer det i naturlig størrelse; som en tavle i et skoleklasseværelse.
….undskyld jeg tog jeres tid….;-) Jan
LikeLike
Landskaber indgår altid i mine bøger. Jeg kan slet ikke lade være med at bruge landskaber til at udtrykke følelse og handling.
Her fra slutningen af “Gudernes tusmørke”:
Udenfor var det blevet tusmørke, men det var stadig lunt. Og langsomt bevægede vi os op ad en sti gennem vinmarkerne. Der var små grønne blade på alle vinstokkene nu, og jeg bad Martin standse et øjeblik, så jeg kunne vende mig om kaste et blik ud over landskaberne. Rhinen flød dunkelt og svagt glimtende mod aftenen, de første stjerner ville snart dukke op, og så månen, og den ville spejle sig i det sorte nattevand, og uroen og begæret ville vækkes og atter skabe lykke og lidelse, glæde og sorg, og mennesket ville føle livet og suset. Men jeg tvivlede på, at jeg selv ville nå at opleve endnu en måne.
Og i det grå tusmørkeskær fornemmede jeg for sidste gang farverne fra alle de buske og frugttræer, der på så magisk vis var sprunget ud denne dag nede ved floden, de skrøbeligt lyserøde kirsebærtræer, de heftige gule forsythiaer, hvidtblomstrende æbletræer og tunge fløjlsbløde magnoliaer.
Højere op, stønnede jeg svagt til Martin, bring mig højere op. Jeg vil mærke granernes duft og røre stjernerne!
LikeLike