Bogforum, Femina og Tidens kvinder

Opdatering af kommende events/ interviews:

Bogmessen i Forum lørdag 17. november kl. 10:40 på Gyldendals Tranescene, stand 60: Samtale med operadramaturg Henrik Engelbrecht om Gudernes tusmørke.

Magasinet Tidens kvinder: Interview undervejs, publiceres sandsynligvis i det kommende nummer den 29. november.

Ugebladet Femina: Interview. Publikation forventes uge 50 eller 51.

6 kommentarer

Filed under gudernes tusmorke, interview, Litteratur

6 responses to “Bogforum, Femina og Tidens kvinder

  1. Bo

    Der er god gang i butikken🙂

    Like

  2. Ja, jeg kan ikke klage🙂
    Men jeg må indrømme, at jeg savner fordybelsen. Eksponering er sjovt i perioder, men man må aldrig glemme substansen bag, det der berettiger til al opmærksomheden.
    Det er det, som det hele drejer sig om, det solide arbejde, bidraget, skabelsen …
    Der er ingen lette genveje, ikke hvis man vil hvile i sig selv, vel at mærke.
    En forfatterkollega sagde engang til mig, at det krævede ydmyghed at skabe. Jeg er ved at forstå det.

    Like

  3. Bo

    Det er en forholdsvis plat bemærkning, det ved jeg godt, men jeg misunder dig din evne til at hengive dig til – eller fordybe dig i – substansen. Den dér substans. Gennem længere tid. Jeg har selv flere gange forsøgt at skrive fiktion – prosa – men hver gang uden held. Jeg har, plejer jeg at tænke, ikke RYGRAD til at stå det igennem, ikke TÅLMODIGHED, ikke DISCIPLIN — men sandheden er nok, at jeg – som du skriver – ikke er YDMYG. Ikke nok. Så snart jeg har handlingen eller plottet så nogenlunde på plads oppe i mit hovede, begynder skriveprocessen at kede mig — fordi jeg ikke har respekt for den, men blot betragter den som halvsurt arbejde. Helt anderledes er det med poesi, fordi jeg dér konstant kommer nye steder hen — som jeg slet ikke anede … o.s.v. At skrive digte kræver selvfølgelig også fordybelse — men der er alligevel en forskel.

    Like

  4. Du har på mange måder ret, det kan være halvsurt og kedeligt arbejde – specielt hvis man kender sit plot for godt.
    Måden alligevel at få det gjort spændende og levende er for mig derfor blandt andet IKKE at kende mit plot særlig godt. Til sådan en roman som “Gudernes tusmørke”, som har mange lag og en vis kompleksitet, har jeg i de år, jeg skrev på den, kun taget 4 siders noter. Resten er fornemmelser om sammenhænge … som jeg af al magt holder på afstand fra min bevidsthed.
    Det andet der kan gøre ordene og processen levende og spændende, er at fordybe sig i de enkelte situationer med al sin følende sanselighed. Så kan man kende skelettet nok så meget i forvejen … følelsen, livet, originaliteten pustes ind i sproget dette øjeblik. I denne sansende fordybelse, hvor jeg føler det hele selv, sker der magiske ting.

    Like

  5. Bo

    Var du selv overrasket over – bagefter – hvordan “Gudernes tusmørke” udartede sig?

    Like

  6. Det er svært at svare på. Jeg anede alle lagene undervejs og havde en klar fornemmelse af, at Gudernes tusmørke ville gå op i en højere enhed på alle leder. Både i sig selv og som aflsutning på trilogien om Seth.
    Men den fik alligevel nogle ekstra dybder, som jeg først forstod, mens jeg skrev dem ud.
    Det klareste eksempel er “Nur eine Waffe taugt” – slutningen fra Parsifal. Jeg vidste hele bogen igennem, at jeg ikke forstod meningen med det udsagn, og jeg havde derfor tænkt mig at undgå det. Lade som om den ikke eksisterede eller var ligegyldigt.
    Men jeg skrev og følte mig til forståelsen, og alt faldt overraskende på plads i finalekapitlet med netop “Nur eine Waffe taugt”.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s