“Schweigen und tanzen,” sang Elektra til sidst og sank sammen. Og dér på min plads på 1. række i Hamburgs opera knugede jeg hænderne og græd. Så tæt på, så tæt på, alt for tæt … At sprænge sit sinds rammer i voldsomme og bastante følelsers vold. Jeg var Elektra … jeg er Elektra … åh, hjælp … Og hvilket andet valg har Elektra, har jeg, end at fastholde den kompromisløse definition af sig selv, som det er umuligt at leve uden?
Ja, Elektra i Hamburg var en oplevelse af de store. Og ja, champagne, pool, og sort bibkini kom i anvendelse 😉
Tak i øvrigt for din kommentar til indlægget nedenfor om mit interview. At der skulle ligge en dirigent gemt inde i mig, som du skriver, når du ser, hvordan jeg dirigerer mig gennem interviewet, det er som nok rigtigt. Det var en af mine allerførste drømme om en karriere. At blive operadirigent.
LikeLike
Øøhhh…..det er faktiskt ikke tilladt at gøre som Elektra og hendes bror…..men hvad f….., du er jo krimi-forfatter, så…..
…men det må have været en enorm oplevelse….
mvh
Jan
PS: Champagne, pool og sort bikini ? Kom det i anvendelse ?
LikeLike