Jeg har altid syntes, at der var noget vildt, noget utæmmeligt over Carl Nielsens musik. Noget spændstigt, der stritter på en svært levedygtig måde. Selv han muntre og hyggelige opera Maskarade har de elementer i sig, synes jeg.
Så i morgen aften tager jeg mig sammen og smutter ind forbi Det Kongelige Teater og hører Maskarade. Også for at få set opsætningen. Den gamle kendte jeg så godt, og jeg glæder mig til at opleve en ny tilgang til fortællingen.
“Man is least himself when he talks in his own person. Give him a mask, and he will tell you the truth,” sagde Oscar Wilde. Det er vist nok den tilgang til stoffet, som Kasper Bech Holten har brugt i sin opsætning.
Og min maske – den smider jeg blandt andet, når jeg går i operaen. Dér er jeg klædt i det tøj, som jeg elsker – de kjoler, de sko … og dér rammes jeg altid af den ægte begejstring.
Og dagen idag? Lige nu ligger på min læderchaiselong med morgenkaffen, og det er den sidste rest kaffe, jeg netop har drukket, så prioritet 1 – før fitnesstræningen, før julegaveindkøb, før eventuel fordybelse i stoffet omkring min Blåskægroman – er en tur i Brugsen efter nescafe. (Hvor jeg dog ikke særlig godt kan lide at købe ind! Der kan rask væk gå uger imellem, at jeg bevæger mig ind i et supermarked …).
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Hej Amvo.
Hvordan har du det egentlig med ny-opsætninger ?
Personligt har jeg det sådan, at komponisten – f.eks. Mozart – skrev en Opera (name one) med den tankegang, det sprog, den filosofi, den religiøsitet, den tids dragter (hvis den foregik i den tid)….altså den tids leveånd og at det er i det regi, den skal opleves.
Selvfølgelig kan man plante en opera, teaterstykke m.m. om i nu-tid, men jeg synes altid at det på en eller anden måde kikser. For mig er det et nyt stykke, en aflægger som denne tids regissør “sutter ben” på. Jeg kan godt lide operaer men helst opført så originalt som muligt. Det giver mig helheden.
Det samme gælder balletter. Jeg har svært ved at forestille mig Bournonville’s omsat til idag. Sidder du på “gulvet”, når/hvis du ser f.eks. en klassisk Bournonville-ballet ? Personligt sidder jeg helst på 2.-3. etage midtfor, for der får man hele overblikket, alle dimensionerne, farvespillet og ikke mindst den fulde nydelse af musikken i HELE rummet på fuld drøn.Hvem har ikke set sidste akt af Napoli ? At sidde “deroppe” og kigge på farvespillet, de godt 100 medvirkende i slutscenen, dansene hen over gulvet og musikken fejende og brusende fyldende hele rummet ud, set sådan lidt foroven af ? Wow – det er bare sagen.
Jeg kan også lide moderne ballet med vor tids musik. Det passer bare sammen – enheden, rytmen, staccato eller modsat.
Men altså – går glansen af Sct Gertrud ved ny-opsættelser (ny regi o.s.v.) ??
mvh
Jan
PS God fornøjelse med Maskerade…musikken altså, den er også en klassikker.
LikeLike
Hej Jan
Jeg mener, at det var den danske komponist Karl Aage Rasmussen, der sagde, at “al musik er samtidig”.
Jeg elsker det udsagn! Den musik, man lytter til, hører man i sin nutid, spillet af nulevende musikere.
Udvidet til scenekunsten, så er min grundholdning, at hvis ikke man skal opleve et museumsstykke, så er det instruktørens pligt at gå til biddet og forsøge at skabe nye tolkninger. At gå til værket i dialog med sin egen samtid.
Så jeg er altså stor tilhænger af ny-opsætninger. Og jeg bliver decideret skuffet, hvis noget er for traditionelt. Som åbningsforestillingen Aida på Holmen.
Nyopsætninger kan selvfølgelig falde mere eller mindre heldigt ud. Et af de fineste og mest vellykkede eksempler, jeg har oplevet de seneste par år, var Lohengrin omsat til et klasselokale. Den opsætning blev et gennembrud, et “point of no return” for den opera.
Men jeg vil give dig ret vedrørende Bournonville, det er svært at forestille sig Napoli i moderne opsætning.
Og dog. Tænk på anden akt i Golfos grotte. Det handler om mit yndlingstema, begæret, den erotiske fortryllelse, fortabelsen … Den kunne man måske godt omsætte til noget nutidigt…
Hvad angår siddepladser, så er jeg så heldig, at jeg ofte til premierer har adgang til et par billetter som tit er på balkon 1. række.
Men ellers – som til Maskarade i morgen – har jeg fået billet på anden vis, og her fået plads på 2. balkon, 1. række t.v., alleryderst, allertættest på scenen.
Normalt er jeg ret begejstret for netop sådan en plads, den bringer een tæt på scenen, så man har en chance for at fange nuancer i ansigtsudtryk.
Og derfor holder jeg også specielt meget af at sidde på 1. række på parkettet. Så BOR man nærmest inde i forestillingen, så bliver den så fysisk påtrængende, så overvældende, så virkelig… Man bliver opslugt og mister sig selv. Det giver for mig det ultimative “kick”.
Men du er altså ikke så begejstret for den nye opsætning af Maskarade?
LikeLike
Hej igen.
Nu har jeg jo ikke set den opsætning (dog klip i tv omkring denne og andre af Kasper B.H.’s opsætninger), men jeg har set andre forestillinger (Operaer, balletter, teatersykker) i både “original-opsætninger” og i ny-opsætninger og stort set hver gang bliver jeg skuffet…..lidt irriteret måske.
Der er selvfølgelig noget der hedder en kunstnerisk frihed og den går jeg stort set ind for i det hele. Også retten til at nyfortolke. Jeg synes bare ikke at en instruktør/regissør har pligt til at ændre/nyfortolke/nyopsætte noget.
Men heldigvis er smag og behag jo forskellig og hvem skal gøre sig til dommer over andres ting, gøren og laden ?
Du omtaler det ultimative “Kick” . Jeg havde engang for mange år siden en sådan musikoplevelse.
Oppe i Sverige i Dalarna ca. 15 km. NØ for byen Rättvik ved Siljan-søen ligger der et fantastiskt musiksted der hedder Dalhalla (Check lige deres hjemmeside http://www.dalhalla.se og især overskriften “besøk”). Et stort nedlagt stenbrud midt ude i skoven. Virker som et amfi-teater i bedste oldgræske stil.
Der var jeg til en klassisk koncert, “Musik i sommarnatten” i en lun, vindstille og måneklar aften. Koncerten startede ved 22-tiden. Det bliver jo på den årstid ikke helt mørkt, nærmest bare “mørkt”tusmørke på de breddegrader.
Lyset dæmpedes i “arenaen” og tystheden sænkedes sig………og så startede det. Aftenens første nummer var, efter en laaang, lang, lang tyst pause – uden at jeg vidste det – mit absolutte klassiske yndlingsnummer af min absolutte yndlingskomponist. Nummeret var 3.satsen af Serenade for Træblæsere (Köckel 361) også kaldet “Gran Partita” af Mozart. Hvis det ikke lige siger dig noget, det nummer, så måske alligevel, hvis du har set filmen “Amadeus” ? Det er det nummer, der spilles i begyndelsen af filmen ved Ærkebiskoppens Hof og hvor Salieri første gang hører et stykke musik af Mozart. Fårk – jeg bliver helt høj af det stykke og det blev jeg også dengang (igen). Den oplevelse der, at sidde der i en stille lun sommernat under åben himmel og ……suk…..det ultimative Kick.
Nåh – nok om det (iøvrigt spillede orkestret med så originale instrumenter som det var muligt at fremskaffe/lave).
Men altså – jeg synes bare at det for mig virker bedst, hvis jeg kan følge og sætte mig ind i komponistens sted i det rette (hans) element/århundrede….min personlige og ydmyge mening.
(Her er det så godt at vi så ikke snakker kunst, for så…;-) )
Husk lige at checke den der http://www.dalhalla.se og under “besøk”….Måske du ovenikøbet kan hente ideer der ?
mvh
Jan
LikeLike
Har lige kigget på dalhalla.se. Hold da helt op! Sikken en atmosfære! Og du har ret, præcis den slags kan jeg bruge, og allerede nu kører ideer og billeder med sanseoplevelser med musik i naturen rundt i mit hovede … Jeg fik også helt kuldegysninger af din beskrivelse af din oplevelse, så at du har fået et ultimativt kick dér, forstår jeg sørme godt!
Ja, smag er forskellig – gudskelov for det! Det sikrer mangfoldigheden. Og træner tolerance.
Mange hilsner,
amvo
LikeLike
Nej, tænk i avisen, så mangler jeg bare at komme i damebladene. Men det kommer nok Men jeg er virkelig misundelig på dit job/trang/mod og vilje. Dejlig spændende artikel. Jeg hørte i P1 eller P2 at, nu har jeg glemt hendes navn, svensk krimi forfatter også har en blog, hendes overvejelser. God udsendelse. Jeg i klæder mig også en rød sag og siger god jul. 🙂
LikeLike
Jeg har tænkt på din blog. Er det ikke svært, ikke at blive mere privat, har du ikke trang og lyst til at skrive og komme ud med noget mere privat. Men du har selvsagt valgt denne professionelle afstand du har og dette klare formål med bloggen. Men kribler det ikke i dine fingre en gang imellem, bare lige et spørgsmål..
LikeLike
Go’morn’…
Ja – Dalhalla bør opleves. Bare turen dertil er noget for sig selv. At køre ud i skoven ved aftenstide (dengang jeg var der, var halvdelen af vejen derud grusvej som man kender det i Sverige), at komme til en lysning hvor der parkeres, så at gå ad skovsti i den delvis mørke skov og så BAM – pludselig stå ved/på kanten af det her “krater” som er oplyst med fakler og lys på siderne, at se det tindre i søen i bunden, at gå ad den små-stejle grusvej ned til bunden – se det er en tur og en entre der vil noget…..
Du må se at komme derop og sanse det. Der er kun ca. 720-30 km at køre og jeg plejer at køre derop – til en lille by der hedder Orsa en små 40-50 km længere oppe – på en dags tid. Iøvrigt er Dalarna et besøg værd….
mvh
Jan
LikeLike
Jan: Det vil jeg bestemt overveje … og jeg ved nu, at jeg bestemt må have “musik i naturen” med i næste roman … 🙂
Kontorchef: Du kan tro, at jeg har trang til at være mere privat! Det er så svær en balance, det her …
Men tænk at du sådan forsvandt – nedlagde din blog!
(Og netop som du var i avisen 😉 … du er nævnt og citeret i Nyhedsavisen fra forleden: http://e.avisen.dk:80/kbh/index.php?alias=DK-NAKBH&s=1475&p=33379&a=85405 )
LikeLike