Ja! Maskarade igår var en GOD oplevelse, mere end god, og hvor er den dog skøn, den musik! Så glad, så livlig, så menneskelig … Man kan ikke andet end blive i godt humør!
Jeg tog over til Operaen i går aftes for at opleve nyopsætningen af Maskarade, og det viste sig til at begynde med, at min billet var langt bedre, end jeg havde regnet med. Jeg kom til at sidde på parket 2. række lige midt for, og alt kom meget tæt på, og jeg kunne ikke andet end overgive mig til forestillingen. Så levende, så festlig, og hvor er jeg glad for, at jeg tog derover!
Jeg havde af flere grunde tøvet med at tage ind til netop den forestilling, og så havde jeg set noget af den i fjernsynet, hvor jeg ærlig talt ikke var særlig begejstret. Men ligesom film skal ses i biografen, således skal opera opleves i operaen! Det blev tydeligt her.
Det er farligt at pille ved sådan et nationalklenodie, men det var lykkedes over al forventning at børste museumsstøvet af, opsætningen var forfriskende, fornyende, relevant, og jeg vil ikke gå i detaljer, for det har alle anmelderne allerede gjort for længe siden, men jeg erklærer mig hermed som tilhænger af den opsætning: Gå ind og nyd den!
Og musikken løftede sig på klareste vis fra orkestergraven, og jeg gik derfra i opløftet julestemning: Vi er alle kun mennesker, sårbare, stærke, forvirrede og søgende, og det bedste vi kan gøre, er at sprede glæde og holde af hinanden.
super
LikeLike