Jeg har været rigtig meget i tvivl om, hvem af mine hovedpersoner i næste roman, der skulle være den jeg-fortællende: Sopranen Judith eller komponisten Rolf. Jeg har vaklet frem og tilbage mange gange, for jeg er vant til mandlige jeg-fortællere, men omvendt er jeg ikke sikker på, at jeg kan lægge stemme til en knudemand, at jeg gå derind selv, med den mangel på følelse og ekspressivitet, som præger sådan et menneske.
Til sidst talte jeg det igennem med en ekspert, en kvinde der er uddannet psykolog. Og hun sagde noget klogt om knudemandens udtalelser: “Det er også kedeligt at læse,” sagde hun, “der er meget lidt følelse og kommunikation i de mænd. Det er den type, som kvinder forlader, hvis de tilmed har en narcissistisk personlighed.”
Da jeg selv er både ekspressiv og lidenskabelig grænsende til det melodramatiske, kunne jeg se, at jeg ville skulle gøre vold på mig selv ved at vælge knudemanden Rolf som jeg-fortæller. Og så ville det ovenikøbet være kedeligt at læse! Så det blev altså Judith, der løb med sejren som jeg-fortæller. Og det passer fint, for hun skal netop være ekspressiv. Og en hel del stærkere end Sophie fra Gudernes tusmørke.
At jeg har valgt Operaen på Holmen som location (ud over Ungarn – Budapest og naturen i bjergene) er også spændende. Jeg har hele tiden vidst, at jeg måtte have et af Europas store operahuse med i denne roman. Og pludselig var det indlysende selvfølgelig at vælge København. Blandt andet fordi jeg historisk set har mange meget forskelligartede og ekstreme følelser tilnyttet den bygning, og de følelser kan jeg grave frem og arbejde med kunstnerisk.
Ellers byder ugen her heldigvis også på dejlige kunstneriske oplevelser leveret af andre (blandt andet skal jeg faktisk hele to gange i Operaen på Holmen i denne uge!).
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Hvorfor en Jeg-fortæller-roman (igen?)?
Jeg er normalt en “serie-læser”….altså falder jeg over en forfatter (der er værd at læse) så plejer jeg at læse hele forfatterskabet…..og også OM forfatteren.
Men jeg må indrømme at hvis der kommer “for-meget-jeg-fortæller”, ja – så falder jeg tit af i svinget. Især hvis en kvindelig forfatter skriver som en mand eller omvendt. Jeg har da læst en hel del jeg-romaner og kommer da helt sikkert også til det igen, men hvis man “kender” forfatteren, så har jeg desværre ofte ikke fantasi nok, til at abstrahere fra det. Dette især, forfatteren hopper meget i tid/tema/form men hele tiden bruger Jeg-formen i sine bøger. Måske er det bare mig.
Så hvorfor en Jeg-fortæller-roman ?
LikeLike
Jan: Flere grunde til for mig at vælge jeg-fortællingen, men den vigtigste er kunstnerisk betinget: Det er dér, jeg udfolder mit talent bedst.
Jeg kunne godt gå i detaljer, fortælle lidt om teknik og personlighed, om at skrive sansende og eksplosivt, og om at have og værne om en personlig sprogtone, min X-faktor.
Men det ville for det første blive en al for lang essay, og for det andet har jeg som en anden tryllekunstner ikke lyst til at afmystificere alting. Hvilket du jo selv heller ikke har lyst til, kan jeg forstå på din udtalelse om ikke at komme til at “kende” forfatterne for godt.
Men, ‘trust me’ Jan, jeg ved hvad jeg gør.
Al det med fortællervinkler og udtryk har jeg forholdt mig længe og inderligt til, og jeg ved, at mit valg vil give dig og andre læsere den bedste bog. Du ville blive skuffet, hvis jeg fulgte din lyst og skiftede vinkel, det lover jeg dig.
Jeg kender min kunstart og mit talent, og jeg ved, hvordan det bedst udfolder sig, og hvor det er henne i sin udvikling. Og det er min rettesnor, når jeg vælger blandt andet form og struktur.
Jeg håber, at det forklarer en smule 🙂
LikeLike
Det er da til at forstå. Og ja – hvis man har det bedst med det man nu kan, så skal man (pardon my french) fand’me såvidt muligt også holde sig til den metier. Noget om det her med Skomagens og hans læst er der jo.
På den anden side…..
Det får mig til at tænke på en-eller-anden forfatter der OGSÅ skrev andre bøger under pseudonym – 2 vidt forskellige genrer, men stadig begge lige læsværdige……Jeg kan ikke huske hvem det var, men vedkommende kunne lide at skrive på “begge sprog”.
Har du det aldrig sådan, at når du kan noget til perfekthed, så bliver du træt (for meget rutine) af det ? Jeg mener, man udvikles jo og bygger på hele tiden.
Lidt som den fantastiske oversætter Mogens Boisen. Jeg har læst en del bøger på originalsproget og så derefter hans oversættelser. Yderst loyalt i sprogtone og stemninger o.s.v. Alligevel kunne han finde på, 15-20 år efter, at genoversætte en bog og selvom loyaliteten stadig var der, så kunne man fornemme et-eller-andet i den nye bog, men som bestemt ikke ødelagde sprogtone, stemninger o.s.v.
….men jeg da stadig enormt frem til næste bog.
LikeLike
Som repræsentant for arten, knudemændene, føler jeg trang til at protestere – i hvert fald lidt – over din fremstilling. Der findes selvfølgelig mange forskellige typer — men jeg mener, der er misvisende, når psykologen (i dit referat) taler om (både) “lidt følelse” og “lidt kommunikation”. Vi knudemænd – i min forståelse – er karakteriserede ved at ikke at vise vore følelser, ved ikke at (ville) lade dem komme til udtryk. Men det er overhovedet ikke det samme, som at vi ikke kan kommunikere. Nærmest tværtimod … fristes jeg til at skrive. NETOP fordi vi helst ikke vil røbe, hvad vi føler, tvinges vi ofte til at tale UDENOM, fabulere, være ironiske og blive en slags sprogkunstnere. Altså: At udvikle et sprogligt beredskab. Knudemænd kan godt være morsomt og/eller behageligt selskab — så længe man bare ikke gør sig forhåbninger om at kunne komme ind til nerverne.
LikeLike
ja – men jeg er inde på den angstbetingede undertype, der ikke kan føle empati. Det resulterer i ringe kommunikation på flere områder end blot det følelsesmæssige, samt et stereotypt og psykopati-lignende adfærdsmønster (uden at han af den grund er psykopat).
LikeLike