Poppeas kroning – anbefaling

I går var jeg inde til premieren på Monteverdis opera Poppeas kroning. Det foregik ude på Operaen, Holmen, og fra en skøn plads på balkon 1. række midtfor fik jeg en operaoplevelse af de helt store og sjældne, en af den slags, der vil følge mig resten af mit liv. Det er lang tid siden, at jeg har følt mig så oprigtigt begejstret, opløftet over en forestilling. Jeg gik derfra med store smil og i gestikulerende samtale med min ledsager om forestillingens fylde.

Lad mig først sige: Den er billedskøn! Det er simpelthen visuelle genier, der står bag (læs mere om forestillingen og holdet bag her). Vi har et natblåt, silkeblødt fortæppe, der i et orgie af let stoflighed smyger sig ind over scenen og giver fornemmelser af såvel det kødeligt erotiske som det æteriske og himmelske. 

Og det er præcis, hvad forestillingen handler om. Det er guderne og de himmelske principper Dyden, Fortuna (oversat ikke helt dækkende til “skæbnen”) og kærlighedsguden Amor, der til at begynde med diskuterer, hvem der har den afgørende indflydelse over menneskene, deres handlinger, deres liv.

Selvfølgelig er det Amor. Det har vi vel altid vidst. Bag alle handlinger er det i sidste ende begæret, der er den egentlige drivkraft.

Og så udfolder forestillingen og handlingen sig ellers på skønneste vis, kærlighed, begær, drift, rå sex, magt, politik, filosofi i det gamle Rom omkring kejser Nero, hans elskerinde Poppea og hans hustru Ottavia. Men scenisk sat i en svævende moderne tid med elementer som tv-udsendelser og kokain.

Og musikken – åh ja! Jeg troede, at så gammel musik ville kede mig. Men arier og duetter smeltede og løftede sig i en perfekt vekselvirkning med mere muntre og handlekraftige og brutale scener.

Jeg vidste ikke, at vi havde så stærkt et sangerhold på Operaen i denne tid. Det troede jeg ikke.

Og jeg vidste ikke, at Monteverdis gamle musik kunne føles så vedkommende, som den blev med Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen i orkestergraven.

Gå ikke glip af den forestilling! Det er en “once in a lifetime”.

___________________________________________________

P.S. Jeg var også inde til symfonikoncert – Bruckners 8. symfoni – med Det Kongelige Kapel og dirigenten Dietfried Bernet i fredags. Jeg sad på fuldstændig samme gode plads på balkonen, og gik derfra fuldstændig uberørt. Der var ganske enkelt ikke “hul igennem”.

Hvor svigtede det? Hovedsaglig dirigenten, tror jeg … og dele af kapellet … og programvalget Bruckner … og rummet i særdeleshed (lyden fra orkestret er efter min mening bedre, når musikerne er samlet nede i orkestergraven; til en koncert rykkes der op og spredes ud på scenen).

For de kan jo ellers godt, det dejlige kapel! For nylig til Mozarts Lucio Silla spillede de så sublimt perfekt!

Og jeg er altså hermed komplet ueing med de de store avisers officielle musikanmeldere, der har givet topkarakterer for den koncert.

Advertisement