Den glade enke blev koncertmesterens. Premieren på Det Kongelige Teater

I går aftes var jeg inde til premieren på operetten Den glade enke på Det Kongelige Teater. Min veninde Fie havde for lang tid siden sagt, at hun gerne ville introduceres til opera. Hun havde kun været i operaen een gang for mange år siden, det var til Den flyvende hollænder, og det var noget af det mest forfærdelige, hun havde oplevet. Så jeg besluttede at begynde i den modsatte ende, og i går tog vi så ind til Den glade enke.

Var forestillingen god? Anbefalelsesværdig?

Fie og jeg ser kun sjældent hinanden, og det er vanvittig hyggeligt, når vi endelig gør det. Vi spiste ude først, havde masser at tale om og more os over, og det var med glade sind, at vi tog ind til den lette sag, som Lehàrs operette er. Vi var parate til at lade os underholde. Bring it on!

Vi havde en skøn aften. Sad på allerforreste række med god kontakt til orkestret, morede os over de kinky grisetter i 3. akt, talte om opera og kærlighed, og vi gik opløftede derfra.

Hvis jeg skulle vurdere som anmelder derimod, ville jeg give forestillingen en negativ anmeldelse. Scenografien var skrabet og arbejdede i sit udtryk med antydningen af krig og forfald mod musikken, og personinstruktionen var utilstrækkelig. Og selv siddende på forreste række trængte stemmer og skuespil ikke igennem.

Det er et af de største problemer ved officielle anmeldelser, synes jeg: De er ofte ikke direkte anvendelige for det almindelige publikum, der kommer ind til en forestilling åbne og glade og modtagelig, ude for at more sig, og derfor sagtens kan få gode oplevelser ud af kritiserede forestillinger.

Men musikken fra orkestergraven, dén bliver jeg nødt til at tale om!

Operetter er normalt ikke mig – slet ikke. Og jeg mener desuden, at Det Kongelige Teater misligholder sin forpligtelse til højt kunstnerisk niveau og ambition ved at sætte Den glade enke op.

Men sine steder i musikken har jeg sjældent hørt Den glade enke så velspillet. Jo, der var et par små svipsere rundt omkring i kapellet, men det var ligegyldigt, og her bør rosende superlativer flyde frit til specielt strygerne.

For selv de i princippet mest vamle passager lyste op med den fineste poesi, og det gik op for mig, som jeg sad der og blev grebet af magien fra orkestergraven, at der findes nogle virkelige esser dernede blandt musikerne. Fintfølende, varmt og indsmigrende sjæleloddende violinspil, der løftede sig over den banalitet, der truer Lehàrs musik. Her – i orkestergraven – fandtes aftenens egentlige stjerne. Det blev koncertmesterens aften.

(Og hvorfor violinisten og koncertmesteren Mikkel Futtrup ikke blev hevet med op på scenen bagefter for at modtage separat bifald, begriber jeg ikke)

Advertisement