Jeg var så flittig, dengang jeg gik i skole, hele vejen igennem, gymnasiet, universitetet, jeg læste mine lektier og fik alle de høje karakterer. Jeg kunne i matematikken jonglere med n-dimensionelle matricer til 13-taller, skabe bevisførelser for vektorer af uendelige dimensioner, og jeg gravede mig ud i den oldgræske grammatiks mest subtile afkroge, og lærte lange passager af Odysseen og Shakespeare udenad.
Alt det, man gik glip af imens! Som Shakespeare skriver:
“Alt studium er som solens klare skær, det tåler ingen frække forskerblikke! En bogorm kan da li’ så godt la’ vær, han ta’r fra andres bøger, andet ikke. De faddere til himlens stjernekrans, der har et navn til hver planet, hver stjerne; hvad større gavn har de af nattens glans, end den som intet ved om alt det fjerne?”
Og da jeg bestod den sidste eksamen på medicinstudiet (ja, jeg er oprindelig uddannet læge …), svor jeg, at jeg aldrig mere ville sidde på skolebænken eller læse lektier. Folkeskole, gymnasium, universitet, 18 år i alt måtte være nok.
Og nu? Nu er jeg startet på dette tyskkursus (thi Berlin bevæger sig i horisonten af mit liv) og de første lektier skal laves. “Guten Tag, ich komme aus Dänemark.” Hvor inspirerende er lige det! Lad os dog gå i kødet på livet og kunsten! Mere champagne ….
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Kursus/undervisning er dog også den mest dødssyge måde at lære et sprog på.
Tag dog derned og snak pokker et øre af med de 7 gloser du kan.
Og så skal du se, hvor hjælpsomme folk er. Inden længe taler du sproget som DE taler det og ikke som det står i bogen. Du har fundet en masse nye bekendskaber og disse bekandskaber føler en ejerandel i din kunnen og er dermed indstillet på at hjælpe dig igennem hvadsomhelst.
Ud med bogen – ind med menneskene.
LikeLike
hmmmm….det der “Berlin kalder”-halløj….er det noget med at du flytter der til p.g.a. “Magens” arbejde (er der ikke noget at han er ansat i UM eller EU) ???
Eller er det noget med et Arbejdslegat fra Statens Kunstfond (du skrev tidligere at du var igang med at søge et-eller-andet der) ??
I skolen havde jeg både fransk og latin. Det franske gik det sådan nogenlunde med og i Latin dumpede jeg med et brag (fanden tage de der bøjninger), men sjovt nok hænger det – her godt 35 år efter – stadig en del fast….
mvh
Jan
LikeLike
Det hårde, kedelige arbejde – også over en lærebog – er desværre nødvendigt, tror jeg, hvis man virkelg vil rykke, vil præstere.
Det er for eksempel ALTID hårdt at skrive skønlitteratur, og indimellem endda kedeligt. Idag har jeg kørt rundt og rundt i den samme passage med beskrivelsen af havnevandet og Operaen på Holmen, som jo skal indgå i næste bog. Og jeg er slet ikke tilfreds endnu, for sansebeskrivelsen skal samtidig udtrykke en følelse af … af … uro … og noget andet … hårdt … og strålende … og kunne jeg skrive det nu, her, ville jeg også kunne færdiggøre min lille passage i manuskriptet. Men den er langt fra færdig, og nu er jeg SÅ irriteret, at jeg nok skal knække den imorgen! Irritation gør mig aggressiv og arbejdsom. Man skal lære at udnytte sit personlige brændstof.
Men altså, en hel dag på nogle få linier … som ikke er i orden. Det er ikke i orden!
P.S. Vedr. Berlin er det ikke noget jeg kan sige noget om endnu. Under alle omstændigheder trænger jeg til at få frisket mit tyske op.
LikeLike
Hej Amvo.
Du har helt ret i det vmed hårde og kedelige arbejde……hvis man vil rykke og præstere.
For min del var det latinske og franske nu udelukkende nysgerrighed. Man skulle dengang – i 1971 og 1972 – ikke bruge latin eller fransk for at blive flymekaniker i forsvaret. Nåh – flymekaniker blev jeg heller ikke, men jeg kan stadig huske “Mikkelsen’s Blå Latin Lærebog”.
mvh
Jan
LikeLike