Operation: Orfeo på Det Kongelige Teater

Jeg var her til aften inde og høre Bo Holtens opera “Operation: Orfeo”, der gæstespiller tre aftener på Det Kongelige Teater. Det er bare med at springe til, synes jeg, når den slags kommer på programmet. Der vil altid være de store standardværker produceret af huset selv – Verdi og Wagner og Mozart … Men efter min mening har det nye, det afsøgende, det anderledes slet ikke plads nok i programlægningen. Vi vil vel alle sammen gerne have, at kunstarten opera vedbliver at udvikle sig, vil vi ikke?

Nå, men tilbage til Operation: Orfeo. Den er svær for mig at vurdere, det må jeg ærligt indrømme. Mine sædvanlige referencerammer er sat ud af spil, og allerede her begynder udfordringen. For forestillingen var klart en udfordring.

Det var klangbilleder af underjordisk skønhed, svævende stemmer i en ramme af lys, og statiske kroppe i æstetiske formationer. Og ingenting skete, alt var stemning og sejlende toner, og til sidst, til allersidst, det uendeligt smukke, grønne lyshav, der glimtede og bølgede og steg og faldt, der blev større og og større, indtil vi alle i salen blev opslugt, druknede, og mødte vores Hades.

Jo, jeg var udfordret. Jeg er vant til handling, til drama, til fortælling. Det her var anderledes. Det har givet mig stof til eftertanke.

(Og så var det fornøjeligt, at jeg lige fik hilst på komponisten himself, der forståeligt nok var taget ind for at opleve sin forestilling. Jeg har engang haft en vældig interessant samtale med ham, om retning, filosofi, overvejelser i moderne kompositioner. “Intelligent musik, der lyder godt” er noget af det, han går efter, når han komponerer.)

2 kommentarer

Filed under anmeldelser, det kongelige teater, Musik, Opera

2 responses to “Operation: Orfeo på Det Kongelige Teater

  1. Årh jeg er jo personligt den store Wagner elsker så for mig var det en regulær udfordring at sidde de 80 minutter det varede. Ingen musik, ingen handling, ingen bevægelse. Det var gabende kedeligt. Men så har man prøvet det.🙂

    Like

  2. @Freja: Det var bestemt en udfordring, sådan en forestilling som Operation Orfeo uden handling og bevægelse, det er jeg vist heller ikke uenig med dig i …😉
    Jeg har tygget lidt videre på oplevelsen selv:
    Man skulle enten overgive sig til en hypnotisk tilstand, eller sidde og være intellektuel og afkode forestillingen.
    Ingen af delene er det, vi forventer af en tur i operaen idag, hvor vi plejer at få musikdramatik. Dette var et eksperiment, og det var i sig selv interessant, synes jeg. Men jeg savnede bestemt også dramatikken!
    (P.S. Jeg er i øvrigt selv stor fan af Wagner, min roman Gudernes tusmørke er een lang Wagner-sag, og jeg elsker den form for storhed og følelsesdrama …)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s