Tekst fra romanprojekt om Operaen på Holmen og Blåskægs Borg

Og så vover jeg det – og jeg sletter det som nok igen, det her – men her er lidt tekst fra det romanprojekt, som jeg er igang med. Og det er rå-rå-rå-skitse nummer 1, og jeg kan slet SLET ikke tåle at modtage kommentarer endnu – tror jeg – men hvad er ideen med en litteratur/ forfatterblog, hvis ikke man indimellem tør lægge lidt nyere tekst ud.

Det begyndte den dag, jeg første gang tog færgebussen til operaen. Jeg krydsede havnen en klar dag, hvor sollyset fik vandet til at ligne en hinde af grøn plastik, og hvor synet af de kunstgrønne glimt på den blanke overflade fremkaldte en sær og ubehagelig fornemmelse af uforenelige elementer, en følelse som jeg først langt senere blev rigtig bevidst om. Det var det første ubehag, den første fornemmelse af, at noget ikke stemte overens.

Jeg tror på, at følelser snarere end konkrete hændelser afslører et dramas egentlige udvikling. Det må jeg tro. Naturligvis. Jeg er sangerinde, min kunstart er musikkens, og musikken fortæller sine historier gennem følelser og fornemmelser.

Men jeg var på vej over til en af mine mest prestigefyldte opgaver, jeg var stolt og spændt, og den let kvalmende fornemmelse, som synet af plastikvandet gav mig, var jeg ikke bevidst om. Kun at en uro greb mig, en uro som jeg tilskrev min opgave. Jeg skulle synge Isabella i Rolf Bartmanns opera af samme navn. Og jeg skulle møde selve komponisten med det bizarre og skrækindjagende ry.

Det store operahus på den anden side af vandet mødte mit blik som en gigantisk kunstpuppe i glas og jern og kalksten, imponerende, men også ubehagelig, tænkte jeg flygtigt, så hård og renset for ethvert menneskeligt udtryk.

Men en flottere dag at betragte det i fandtes ikke, og jeg bildte mig selv ind, at jeg nød synet af den moderne bygning, der blotlagdes så skærende ubarmhjertigt i sollyset, jeg bildte mig ind, at det var en fornøjelse at betragte den brutale granitplads og den svulmende glaspuppe med sine striber af jernbånd, der fik mig til at tænke på kirurgisk stål og hovedpine.

Men måske begyndte det hele alligevel langt tidligere, halvandet år tidligere, en grå vinterdag i Hamburg, da telefonen ringede i min lejlighed, og det var min agent Lennart, og de første ord, han sagde, var:

”Du er en kvinde, der elsker.”

Og jeg lo og svarede:

”Jeg er altid en kvinde, der elsker!”

Advertisement

13 kommentarer

Filed under det kongelige teater, hertug blaskaegs borg, Litteratur, operaen

13 responses to “Tekst fra romanprojekt om Operaen på Holmen og Blåskægs Borg

  1. Jeg er hamrende spændt! Jeg er nu kommet halvvejs ind i Gudernes Tusmørke – og jeg elsker dem (altså serien)! Det er, efter min mening, fuldt på højde med, hvis ikke bedre end, Anne Rice. Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad du får manet frem på papiret. Kommer der lige så megen mystik med som i dine foregående bøger?
    I øvrigt er jeg personligt ikke den største fan af moderne arkitektur, nok fordi jeg ikke forstår den – eller også fordi jeg ikke føler de har en sjæl. Men det kommer jo nok i takt med at den ruster og betonet krakelerer.

    Like

  2. Mystikken og magien vil komme, men denne gang meget langsommere og mere underspillet. Den skal snige sig ind på læseren, havde jeg tænkt.
    (Nu får vi se, om min egen melodramatiske natur kan holde ud i længden at skrive underspillet.)
    De lidt ubehagelige fornemmelser omkring det nye operahus er skrevet for at give læseren en følelse af, hvad det er for en fortælling, der er i vente. Jeg mener, Hertug Blåskægs Borg er ikke just en munter fortælling! Og Operaen på Holmen skal jo agere Blåskægs Borg i den bog …
    Glæder mig, at du synes om mine bøger! … 🙂

    Like

  3. Det med Operahuset havde jeg gættet mig frem til, efter at have læst at det var denne opera du vil ”basere” din bog på – og efter at have læst Bo’s beskrivelse af operaen. Spændende 😀
    Har dog ikke fået lyttet til den endnu, mon jeg kan finde den i aften på youtube.
    Men jeg mener stadig at både operaen og det nye skuespilhus er, om ikke grimme, så knap så kønne som de kunne være.
    i øvrigt fik jeg en melodi på hjernen da under din beskrivelse. Nu kan jeg ikke søge det her, men jeg linker lige op til den, hvis du ikke ved hvad jeg taler om. Det drejer sig om det piano spil der er i Kubrick’s ”Eyes Wide Shut” – den får det simpelthen til at løbe mig så dejlig koldt ned af ryggen!

    Like

  4. Hej Anne Marie,
    Har du fundet ud af om der er planlagt noget angående Gudernes Tusmørke på lydbog? Kunne rigtig godt lide Tredje Ikaros (OGSÅ) 😀
    Men ham der oplæste Djævelens Kvint var sådan set bedre til at oplæse Seths tanker/tale. Han talte som om det hele tiden var klimaks, men når det var Seth fungerede det faktisk rigtig godt.
    Ham der oplæste Tredje Ikaros var en lille smule kedelig (når det var Seth).

    Like

  5. Hej Sussi
    Jeg har ikke hørt noget fra min agent endnu på den front. Når det bliver sat i værk, går der lang tid med indtalingen. Så det er altså ikke noget, der ligger lige for.
    Sjovt med dine kommentarer om de forskellige oplæsere. Det er rigtig nok, at med Seth er alting jo eet stort klimaks, så det er godt at læse på den måde, når det er ham, der taler.
    Jeg har det selv frygtelig svært med at lytte til andres oplæsninger. Jeg VED jo, hvordan det skal læses … synes jeg … 😉

    Like

  6. Hov, havde lige glemt mit spørgsmål her. Ærgerligt at der endnu ikke er planer om lydbog, men jeg må jo bare vente tålmodigt.
    Tak for svar 🙂

    Like

  7. Per

    Kære Ann Marie
    En kvinde der altid elsker –
    må jo før eller siden møde
    Don Juan.
    Knus
    Per

    Like

  8. Per

    Kære Ann Marie
    Der går et langt skrig fra kunstnerens hjerte:
    “giv mig lov, giv mig lejlighed til at yde mit yperste” Blixen
    Alt godt være med dig
    Per

    Like

  9. Kære Per
    En kvinde, der altid elsker, vil møde dem alle sammen:
    Parsifal, Don Juan, Blåskæg …
    Spørgsmålet er, hvordan hun overlever sådanne bekendtskaber uden forråelse. Ay, there’s the rub!
    kh
    A.M.

    Like

  10. @Per
    Tak.
    Ja skriget fra kunstnerens hjerte er netop redningen – at overleve uden forråelse. Blixen forstod den nødvendig. Og den sejr.
    Og hun forstod kunstnerens hårde krav til sig selv i søgen efter ultimativt liv, og den nåde, der ligger gemt deri:
    “Hvor ville vi mænd være nogle usle og foragtelige skabninger, om vi ikke, som violinvirtuosen med sin bue, forsøgte at aflokke det instrument, vi har mellem hænderne, dets hele tonefylde!”
    kh
    A.M.

    Like

  11. Per

    Kære Anne Marie
    Jeg mødte Møllehave i dag, han så bedre ud end hans lidelser/Visdom.
    Dit navn efter gudsmoderen og dennes moder leder mod moder jord – intet er mere frugtbart for sjælen end at føde et barn, plante et træ eller skrive en bog.
    Du er privilegeret med et smukt sind.
    Kærlig hilsen
    Per

    Like

  12. Kære Per:
    Tak for dine ord, jeg sætter stor pris på dem. Hvor mærkeligt, at ord fra et menneske, man ikke kender, kan ramme så dybt.
    Kh
    A.M.

    Like

  13. Per

    Kære Anne Marie
    Det smukke ved menneskeheden er, at vi alle er forbundne. Alle forfattere står i en lang række tilbage i tiden, siden den første storyteller.
    Kærlig hilsen
    Forfatteren uden bøger

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.