Tekst fra romanprojekt om Operaen på Holmen og Blåskægs Borg

Og så vover jeg det – og jeg sletter det som nok igen, det her – men her er lidt tekst fra det romanprojekt, som jeg er igang med. Og det er rå-rå-rå-skitse nummer 1, og jeg kan slet SLET ikke tåle at modtage kommentarer endnu – tror jeg – men hvad er ideen med en litteratur/ forfatterblog, hvis ikke man indimellem tør lægge lidt nyere tekst ud.

Det begyndte den dag, jeg første gang tog færgebussen til operaen. Jeg krydsede havnen en klar dag, hvor sollyset fik vandet til at ligne en hinde af grøn plastik, og hvor synet af de kunstgrønne glimt på den blanke overflade fremkaldte en sær og ubehagelig fornemmelse af uforenelige elementer, en følelse som jeg først langt senere blev rigtig bevidst om. Det var det første ubehag, den første fornemmelse af, at noget ikke stemte overens.

Jeg tror på, at følelser snarere end konkrete hændelser afslører et dramas egentlige udvikling. Det må jeg tro. Naturligvis. Jeg er sangerinde, min kunstart er musikkens, og musikken fortæller sine historier gennem følelser og fornemmelser.

Men jeg var på vej over til en af mine mest prestigefyldte opgaver, jeg var stolt og spændt, og den let kvalmende fornemmelse, som synet af plastikvandet gav mig, var jeg ikke bevidst om. Kun at en uro greb mig, en uro som jeg tilskrev min opgave. Jeg skulle synge Isabella i Rolf Bartmanns opera af samme navn. Og jeg skulle møde selve komponisten med det bizarre og skrækindjagende ry.

Det store operahus på den anden side af vandet mødte mit blik som en gigantisk kunstpuppe i glas og jern og kalksten, imponerende, men også ubehagelig, tænkte jeg flygtigt, så hård og renset for ethvert menneskeligt udtryk.

Men en flottere dag at betragte det i fandtes ikke, og jeg bildte mig selv ind, at jeg nød synet af den moderne bygning, der blotlagdes så skærende ubarmhjertigt i sollyset, jeg bildte mig ind, at det var en fornøjelse at betragte den brutale granitplads og den svulmende glaspuppe med sine striber af jernbånd, der fik mig til at tænke på kirurgisk stål og hovedpine.

Men måske begyndte det hele alligevel langt tidligere, halvandet år tidligere, en grå vinterdag i Hamburg, da telefonen ringede i min lejlighed, og det var min agent Lennart, og de første ord, han sagde, var:

”Du er en kvinde, der elsker.”

Og jeg lo og svarede:

”Jeg er altid en kvinde, der elsker!”

Advertisement