Concerto Copenhagen: Koncerten i Garnisons Kirke

I de her dage er det danske orkester Concerto Copenhagen på turné i Amsterdam og Rotterdam med en energibombe af et program, som vi var heldige at få mulighed for at høre i Garnisons Kirke i København i går.

Det var en våd og grå dag (og ikke en mørk og stormfuld nat, som da min blonde Dumas-heltinde Milady møder sin grusomme skæbne hos musketererne, der ikke kan håndtere hendes stærke sexappeal), og jeg vandrede den korte tur gennem gråheden, fra min lejlighed i Dronningens Tværgade og ned mod Skt. Annæ Plads, med paraplyen forfængeligt tæt ned over hovedet, så min egen blonde frisure ikke ville lide skade. Jeg glædede mig med en lille indre tændthed, for barokmusikken har grebet mig på det seneste, og dens energier inspirerer på helt nye måder, som jeg ikke havde forudset. Brændstof til forfatterskabet.

Muffat, Lully og Corelli var de tre komponister, som vi skulle høre, og min veninde Marie og jeg så på hinanden med det uudtalte spørgsmål malet i vores ansigter, om vi var de rene barbarer, siden vi aldrig havde hørt om Muffat. Og da Concerto Copenhagen-dyret med maestrohovedet Lars Ulrik Mortensen gik i gang med sin så fysiske og dynamiske dans blev svaret klart: Ja, vi var barbarer, at vi aldrig før havde lyttet til den fransk-tyske barokkomponist Georg Muffat.

Åh, det andet var skam også forførende, fylden og varmen i Corellis klange, virtuositeten … Og med CoCos sædvanlige evne til nærvær og nærhed i selve koncertformen blev den indbydende og omsluttende fornemmelse total her.

Men Muffat! To Concerto Grosso (hedder det mon ikke Concerti Grossi i flertal …?) og Suite no. 8 var på programmet, og da koncerten med passacagliaen sluttede af med den mest overkåde drengerøvsleg blandt violinerne, var vi solgte.

Ja, let’s face it, Marie og jeg var charmeret til total overgivelse. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere burde vi have inviteret de violindrenge med til den champagnedinner, som jeg holdt to timer efter koncerten.

Men måske det var den anden adagio i Concerto Grossoen, der ubevidst holdt mig tilbage; for her fandtes renhed og alvor og ophøjet orden, der bøjede min nakke og konfronterede mig med synden i kødets lyst. Jeg var GLAD for, at passacagliaens jordiske glæde og vitalitet fulgte efter og punkterede den æteriske ballon. Klar til champagnen … 😉

Advertisement