En billet kom overraskende dumpende til i aften til Shakespeares skuespil Hamlet i det nye skuespilhus, så der drøner jeg ind, bestemt, uden betænkninger. Alene. Jeg har i virkeligheden altid holdt meget af at gå alene ind til den slags oplevelser. Også operaen. For det er så personligt, det der sker mellem én selv og scenen, og jeg har som regel brug for at gå og tænke over det selv, føle det selv, uden at blive forstyrret af andres krav om nærvær og underholdning.
Hamlets store monolog “To be or not to be” har altid efter min opfattelse drejet sig om at finde modet til selvmordet. Til nød kan den tolkes som at Hamlet vil finde modet til at slå onkel Claudius ihjel. Jeg ville ønske, at det var sagen. Det er en sørgelig falliterklæring at ville tage sit liv, og ikke forsøge at kæmpe – bekæmpe -“sorgers hav”.
“… or to take arms against a sea of troubles and by opposing end them.”
Imorgen skal jeg i øvrigt researche ved et prøveforløb af en opera-produktion. Det ser jeg virkelig frem til … sanse, opleve, fange stemninger og atmosfære som jeg kan bruge i romanen …
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Kære forfatter
Vil du ikke nok fremkomme med dine betragtninger om stykket og teatret, når du har været inde og se forestillingen.
Jeg vil vente på dette i stor spænding.
Mange travle hilsner
Anja
LikeLike
Kære Amvo.
Dit citat fra ovenstående kommentar:
“Men i det store hele havde opsætningen ikke meget med Shakespeare at gøre, ikke hans ånd, ikke det niveau, ikke de dybder, ikke den energi. Det er ikke noget nyt. Faktisk har Det Kongelige Teater sjældent magtet den opgave at spille Shakespeare, og det lykkedes altså heller ikke denne gang. (Hvorfor så åbne det nye skuespilhus med netop Shakespeare? … suk).”
….og det har de som regel heller ikke lykkedes med i mange andre ny-opsætninger.
Den gode Shakespeare er et ganske udmærket eksempel på at noget ikke lader sig gøre at ændre til nutid. Har du set de film med bl.a. Kenneth Branagh, hvor Shakespeare er ført frem til en anden tid ??? I det mindste mystiske nutidige klæder.
Det er det jeg mener med at forfatteren/komponisten altså levede i den tid og skrev med den tids ord og tankegang o.s.v., o.s.v. Transformeres et gammelt stykke til dagens tid, ja – så er det et helt nyt stykke….et nutidigt plagiat.
Jeg ved godt at vi ikke kan blive (helt) enige, men lidt rart at du også kan blive irriteret/skuffet.
Nåh, men…..
kh
Jan
LikeLike
Kære Anja. Dejligt at se dig tilbage på bloggen igen.
Jeg kan lige så godt sige det rent ud: Den Hamlet i det ny skuespilhus brød jeg mig ikke om.
Det, der skal rive i det skuespil – den ekstistentielle tvivl og lidelse – mærkede man ikke for alvor. Det forblev en overfladisk produktion med lidt hittepåsomhed uden nogensinde at flænse ned, hvor det gjort ondt.
Bedst var et af de nye indfald, Horatio som en stor tøjkanin, en usynlig fantasiven for Hamlet. Det indfald var en lille genistreg, der arbejdede med dramaet, gav mening i forhold til fortællingen, og nuancerede og perspektiverede den. (I modsætning til den hoppekanin, der var med i Nøddeknækkeren … hvad er det for en kaninfase, som teatret er i i øjeblikket?!)
Men i det store hele havde opsætningen ikke meget med Shakespeare at gøre, ikke hans ånd, ikke det niveau, ikke de dybder, ikke den energi. Det er ikke noget nyt. Faktisk har Det Kongelige Teater sjældent magtet den opgave at spille Shakespeare, og det lykkedes altså heller ikke denne gang. (Hvorfor så åbne det nye skuespilhus med netop Shakespeare? … suk).
Lad os dog få lidt gæstespil med Shakespeare! Engelske skuespillere, tak!
Men til selve det ny skuespilhus: Hvor irriteret jeg end har været over publikumsfoyeren, så tager jeg hatten af for selve scenerummet. Bravo! Det er blevet et super rum, der trods det, at det er en stor sal, har formået at skabe den fornemmelse af intimitet, som er så forbandet vigtig ved skuespil. Så jeg glæder mig til alle de store teateroplevelser, det nok skal blive til derinde i den nye sal.
kh A.M.
LikeLike
Kære Jan
Jeg MÅ altså argumentere imod. Eller i hvert fald sige, hvordan mine egne oplevelser har været.
Jeg har haft mine største Shakespeare-oplevelser, hvor tid og sted er rykket. “Troilus og Cressida” f.eks. (set i London) hensat til et ikke nærmere defineret Balkanland i begyndelsen af det 20. århundrede. Eller “Julius Cæsar” i Østre Gasværk med kamouflageuniformer og maskingeværer i en øst-diktator-stat.
Det har mere været DKTs manglende evne til i al almindelighed at løfte opgaven at spille Shakespeare, jeg har kritiseret. Af alle de Shakespeare-forestillinger, jeg har set – og det er mange efterhånden, jeg har gjort en dyd ud af at se samtlige Shakespeareskuepil inden for rækkevidde, både i Danmark og udlandet – så har Det Kongelige Teaters altid, hver evig eneste gang!, været de ringeste. Uafhængigt af om der forsøges nytænkning i forhold til tid, sted o.l.
Jeg er – og bliver – stor tilhænger af regiteatret.
(Og jeg er i øvrigt vild med Kenneth Branaghs film)
Kh
A.M.
LikeLike
Hæ – jeg vidste jo nok at du ville opponere ganske kraftigt på min lille provokation 😉
…men alligevel er vi enige om en ting: Kaniner hører til på markerne….eller i gryden.
Det må have noget med vores gen-sammensætning at gøre……eller alderen (jeg er årgang 1955) ?
Jeg synes at en ny-opsætning (fremførsel i tid og sted) altid taber i forhold til det oprindelige…idet mindste kan JEG IKKE lade være med hele tiden at sammenligne med “originalen” – ja og så ved du jo hvad der sker….og jeg er desværre ofte “en slave af første-gangs-indtryk”….men så længe man lever, så lærer man jo….håber jeg.
Kenneth Branagh ER en god skuespiller, faktiskt mange i den generation. Personligt synes jeg, der er mere vidde i hans ex-kæreste/kone Emma Thompson spil…..
kh
Jan
LikeLike
Jeg er enig med AM. Nyopsætninger og nye fortolkninger må til.
Det er ikke altid med held at det sker. Måske er Danmark bare et meget lille land med en for lille konkurrence. Derfor har mindre talentfulde instruktører og skuespillere for meget plads. Og sammeligner vi så DKT med London, Berlin og NY, så er det skolescenen ved siden af de professionelle.
En yderst sjælden gang i mellem er der stjerne stunder i dansk teater, men efter min smag er der langt i mellem, og det er faktisk derfor at jeg så sjældent går i teatret. Jeg synes jeg spilder min kostbare tid. Jeg ynder ikke at blive skuffet.
Hvad Shakespeare angår er jeg selv mest glad for Macbeth (1971) by Roman Polanski.
Da jeg så den gjorde den stort indtryk. Det er ikke sikkert, den vil gøre det i dag, men vi udvikler os heldigvis. Det er derfor at meget kultur blegner ved gensyn.
Vh Anja
LikeLike
Hej Anja.
Hvorfor MÅ ny-opsætninger og ny-fortolkninger til ?
Hvorfor ikke bare skrive/lave noget nyt ?
Altså – DEN dybe tallerken ER jo opfundet, så hvorfor prøve at gen-opfinde lige netop DEN ?
Det er jo en form for Kejserens Nye klæder det her med ny-opsætninger o.s.v.
LikeLike