“Du må godt vække mig, jeg er lige ved at falde i søvn,” sagde barnet til sin far, da første akt sluttede.
Faren forsøgte en optimistisk kommentar:
“Det er da den bedste opera, jeg har set idag!” sagde han med glad energi i stemmen.
Men barnet var ikke sådan at narre.
“Det er den eneste,” blev der surt svaret.
Jeg var her til aften inde til premieren – urpremieren faktisk – på Brødrene Løvehjerte på Operaen, Holmen (læs mere om holdet bag her). Og det var som udgangspunkt spændende, for hvor tit får vi lige en nykomponeret opera over så elsket en skandinavisk klassiker som Astrid Lindgrens hjerteskærende roman om børn, der skal dø og må finde modet til at forlige sig med det?
Egentlig ville jeg ikke skrive mere, men lade den autentiske ordveksling mellem barn og far stå alene. Men det må retfærdigvis siges, at anden akt var en hel del bedre end første akt, både musikalsk, dramatisk, scenografisk. Det trængte den også til efter en katastrofal første akt, hvor en alt for autoritetstro gengivelse af Astrid Lindgrens roman dræbte ethvert tilløb til drama. En bog med lydspor var det, vi fik leveret den aften. Det var ikke velegnet som operakunst, det afslørede den store lakmustest kun alt for tydeligt: Ikke een eneste i salen virkede berørt over denne tåreperserhistorie.
Det var kort sagt en forestilling, hvor romanens konfliktstof ikke var tilstrækkelig skærpet i forhold den ny kunstart, som historien skulle transformeres til, og hvor musikken med få undtagelser blot havde karakter af lidt stemningslyd.
Selvfølgelig sang og spillede holdet godt. De er jo topprofessionelle derinde. Men det havde altså ikke noget med opera eller musical at gøre.
Læs hellere bogen!
Jeg har altid ment, at når et værk, en fortælling skal transformeres fra en kunstart til en anden (typisk bøger til film), så skal man arbejde ud fra den ny kunstarts præmisser. For stor loyalitet, autoritetstro og ærbødighed over for det oprindelige værk spænder som regel ben for, at noget rigtig godt kan blive skabt. Jeg har selv den problematik tæt inde på livet, fordi jeg som ofte skriver litteratur over operaer. Og jeg plejer – når først jeg har lært det pågældende værk godt at kende – at lægge det langt væk igen og kun tænke på min egen historie og romankunstens rammer og udtryk.
Men tilbage til min vurdering af forestillingen: Er jeg for hård? Havde jeg ikke en god aften trods alt?
Der var i hvert fald noget slåen på tromme og renderi ude i publikumssalen, der havde underholdningsværdi. Og der var et enkelt glimt af eventyr i scenografien, da lille Tvebak Løvehjerte klatrede op i bjergene og havnede i en snestorm.
Men gruen og sorgen og naturens skærende skønhed var generelt fraværende.
Åh, stjerner på den sorteste nattehimmel, kolde bjergtinder, brusende vandfald og blomstrende frugttræer, overvæld mig!
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Jeg så den til generalprøven i torsdags, og er stort set enig med dig. Men hele tiden havde jeg i baghovedet at jeg var voksentilskuer til en børneforestilling. Jeg hørte mange begejstrede børn i pausen og efter forestillingen. Jo, ordene i forestillingen faldt tungt og forkert nu og da, og jeg var næsten ved at le da de første toner blev slået an til ordene: “Jonathan!” – “Tvebak!” Ved du at jeg skal dø? Er det ikke sådan vi alle ville starte hvis vi skulle parodiere en opera over Brødrene Løvehjerte? Jeg har ikke forstand på musik, men jeg synes ikke den tiltrak speciel negativ eller positiv opmærksomhed den har sandsynligvis gjort hvad den skulle men uden at imponere mig.
Men at den klimatiske kamp mellem de to urvæsener skulle udkæmpes med to små tøjdyr på scenen uden at jeg overhovedet kunne se hvad der foregik, er komplet utilgiveligt – specielt i en børneforestilling hvor vi alle (også mig) så frem til at se Katla!
Så var jeg heller ikke glad for de sorte mænd der bar rundt på skuespillere og rekvisitter. De var ikke usynlige. Det fungerede for det meste ikke dramatisk og var mere på grænsen til det komiske.
Alligevel forlod jeg salen med et smil, for det var en børneforestilling, og endda en uhyggelig forestilling for de mindre, og jeg kan simpelthen ikke andet end at elske den sal.
LikeLike
Ja, jeg er helt enig med dig, specielt kampen mellem de to urvæsner – der skulle være det helt store klimaks – var en katastrofe. To små tøjdyr, der røg i totterne på hinanden …
Jeg forstår sådan set godt ideen bag, at det handler om, at børn leger sig til en forståelse og accept af døden. Men det fungerede altså overhovedet ikke dramatisk.
LikeLike