Nyskreven tekst om operaen / Blåskægborgen – forfattet på Klitgården

Dér, lige over anløbsbroen, tronede den enorme halvcirkelformede glasfoyer ud til en massiv granitplads. Solen var steget helt op, enhver morgenrøde var forsvundet, og jeg spadserede ned langs bygningens gullige stenmur mod personaleindgangen, som jeg havde fået at vide lå på bagsiden. Det var blæsende koldt, og jeg skuttede mig og kastede et blik ned i kanalen, som jeg gik langs med.

Det øjeblik glemmer jeg aldrig. Dette første syn af den kunstige kanals grønne vand. Der var noget dragende over vandet, noget der fik mig til at standse brat op. Det var så ufattelig grønt, og så klart at man kunne se hver eneste detalje i sandbunden. Samtidig var vandoverfladen helt stille, selv om blæsten var kraftig og for længst havde uglet mit hår til, og jeg blev grebet af en sær og lidt uhyggelig fornemmelse af, at jeg i vandet betragtede porten til en helt anden og fremmed verden.

En svimmelhed ramte mig, eller måske det snarere var antydningen af et klarsyn, en pludselig fornemmelse af vision, som jeg ikke kunne finde ud at fastholde og forankre. Men da fornemmelsen igen forsvandt, og jeg løftede blikket og så på det enorme, moderne operahus, der lå så massivt og ensomt på sin havneholm kun omgivet af en parkeringsplads og et par monotone græsplæner, vidste jeg med ét, at noget af det, der ikke stemte ved stedet, var manglen på lyde. Der var ingen lyde. Og heller ingen mennesker. Kun denne forblæste, ensomme kolos omgivet af hårde stenkanaler og trøstesløse plæner. Og grønt vand. Og det slog mig, hvor absurd det var, at netop en opera, at netop et sted, hvor alt drejede sig om at skabe lyde, kunne være så tyst.

Det ændrede sig aldrig de følgende uger. Jeg fandt ud af, at stedet var så stort, at alle de ansatte bare forsvandt, at det var som om glasborgen med en umættelig appetit opslugte dem i sin alt for rummelige organisme. Selvfølgelig var der liv og lyde, når vi endelig mødtes inde i selve prøvesalene. Så ændrede verden sig til det, jeg kendte. Vi lyttede koncentreret til instruktørens anvisninger, vi sang og talte, vi lo og slappede af, og der var konflikter og frustrationer og store, glædelige øjeblikke, når tingene faldt på plads.

Men uden for prøvesalene var der ikke det liv, som jeg var vant til fra andre teatre. De lange gange virkede affolkede, der var noget hårdt og strømlinet over hele bygningen, næsten kontoragtigt, og selvom glasfacader overalt åbnede op for et formidabelt udsyn over byen, var det umuligt at ryste fornemmelsen af en vis brutalitet af sig. Man følte sig som en ensom vandrer i en glasborg uden ende.

Ikke vandrer, Judith, en fange. Du var altid glasborgens fange.

Stemmen. 

”Gå væk!” råber jeg ud i det sølvskinnende mørke. ”I vil jo have min fortælling. Forstyr mig ikke!”

Jeg er igen alene, mine tanker er mine egne, og jeg kan fortsætte. Men han har ret, jeg var altid glasborgens fange. Fra den første morgenrøde dag.

Advertisement