Skrivning i Skagen. Tekst-2

Så er jeg ankommet til kunstnerrefugiet Klitgården til endnu en uges skrivning. Klitgården er en tidligere kongelig sommerresidens, der ligger helt fantastisk lige ned til vandet.

Jeg kørte herop med tog igår. Det tager stort set hele dagen at komme fra København til Skagen, men jeg tog computeren frem i toget og ørepropper i, og jeg begyndte allerede at skrive under rejsen.

Man skal passe på med den slags. For man forsvinder ind i sin egen verden, jeg sad dér i togkupeen med min indre film og ørepropper i og vidste pludselig, at jeg havde talt højt:

“Krakelere i afmagt,” sagde jeg højt, så alle kunne høre mig. Sikke da en melding for mine stakkels uforberedte medpassagerer.

Her lidt ny tekst om Judith og Operaen, Holmen:

Vi var trådt ud på gangen på fjerde sal, alt omkring mig var glasvægge, og jeg kunne se ud over byen, alle de irrede tårne, himlen, dagslyset, havnevandet. Verden udenfor var så tæt på. Og alligevel var det, som om den var kold og fjern, som om byen, der lå dér i grænselandet mellem himmel og vand, aldrig ville kunne blive min. Og da jeg kort efter trådte ind i den store, højloftede prøvesal, var det første, der mødte mit blik, ikke Rolf Bartmann, men en gentagelse af synet: En enorm endevæg af glas lå lige ud til den gang, jeg netop var kommet ad, og blikket ledtes igen ud på himlen og byen og vandet.

Glas på glas. To usynlige lag, der adskilte mig fra verden udenfor.

Rolf betragtede mig tavst i lang tid, lod mig stå i min fortabelse over at have så fjern en verden så tæt på. For han var der selvfølgelig allerede. Han sad bag det sortskinnende flygel, jeg havde bare ikke fået øje på ham. Og Lillian sagde ingenting, hun skulle ikke have noget klinket.

Så hamrede han fingrene i tangenterne, og en chokbølge af lyd for igennem mig. Men jeg opfangede med det samme, hvad det var, han spillede. Det var slutningen af Isabella, midt inde i hendes selvdestruktion med de sære Es-durs-lignende klange, der gik i opløsning og forvandlede den lidelse, hun ikke længere kunne magte, til en robotagtig tilstand.

”Syng!” råbte han.

Jeg sang. Øjeblikkeligt.

Jeg sang, mens jeg så ud på den fjerne solbeskinnede verden udenfor, ud på himlen der var høj og skyfri, og havnevandet der var grønt og dragende. Min stemme fyldte prøvesalen, den var glasklar og skrøbelig og søgte gennem opløsningen en udvej for Isabella, for til sidst, viljeløst, at finde den i et mønster af præcise tonesplinter, der som en matematisk formel blev ved med at udregne sig.

”Der er for stor sammenhæng i din stemme til sidst,” sagde Rolf Bartmann og slap tangenterne, ”den lyder stadig som en stemme. En stemme er et veldefineret hele. Der er ingen definitioner hæftet ved din person længere. Så du kan ikke have nogen stemme. Du skal lade din stemme krakelere. Den skal desintegrere til lyde. Men lydene skal stadig følge sit mønster helt stringent. Forstår du det?”

”Ja,” sagde jeg.

Vi var alene nu, Lillian måtte være listet ud, mens jeg sang.

”Godt. En gang til.”

Han begyndte igen at spille, men denne gang startede han et tidligere og meget mere naturligt sted i musikken, og jeg spekulerede på, om han havde villet afprøve mig før, finde ud af om jeg var velforberedt og kvik nok til at følge ham. Eller om han bare havde villet skræmme mig. Hvad det end var, så havde jeg bestået prøven.

Advertisements

4 kommentarer

Filed under Litteratur, Opera, operaen

4 responses to “Skrivning i Skagen. Tekst-2

  1. hanekam

    Hej amvo
    Jeg vil gerne ønske dig et godt ophold på Klitgården. Var forbi sidste år, jo, det er et dejligt sted.
    Mange hilsener

    Like

  2. Jan

    …og også jeg ønsker dig det samme. Det ser jo p.t. ud til at vejret er fint deroppe, så måske du kan sidde udenfor (trådløst ??).
    …og har du bemærket – som jeg skrev i en tidligere kommentar – de her mystiske fuglekikkere ?? Der burde være mange deroppe nu.
    mvh
    Jan

    Like

  3. Tak 🙂
    Faktisk er vejret alt for fint. Det er i virkeligheden lidt i vejen. Man kan ikke skrive og koncentrere sig ude i sådan et solskin.
    Så jeg sidder inde i mit lille kammer (Plesnerværelset hedder det), og holder mig langt væk fra verden udenfor.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s