I går aftes var jeg til koncert i Garnisons Kirke. Den estiske komponist Arvo Pärt er årets Sonningpris-modtager, og i den anledning opførte Ars Nova og Athelas et udvalg af Pärts værker.
Kirken var fyldt, og der var en lettere euforisk stemning blandt tilhørerne. Det var en skøn sommeraften at spadsere til Garnisonskirken i (jeg bor ikke så langt derfra), der var lyst og lunt og vindstille, og Arvo Pärt himself kom for at overvære koncerten, der også blev transmitteret direkte i radioen til en lang række lande.
Hvad syntes jeg om det?
Jeg synes selv, at jeg har et godt indblik i klassisk musik, men Arvo Pärts musik kendte jeg ikke, så jeg havde glædet mig til at få udvidet min horisont.
Det var godt. Det var mere end godt, der var noget befriende over hans klangunivers, det førte os blidt ind i menneskesindets diffuse tilstande.
Musikken vakte klart genklang i mig, helt uanstrengt. Det er nok den mest tolerante musik, jeg nogensinde har lyttet til. Ja, tolerant er det rigtige ord. Der var ingen fastlåste værdier, ingen endemål, kun denne smukke undersøgelse og fremlæggelse af vores indre, noget der i sidste ende aldrig vil kunne gribes og forklares.
Bedst syntes jeg om det ganske korte stykke Psalom for strygekvartet. Hvorfor ved jeg ikke helt – men jeg tror, det havde noget at gøre med brugen af dissonanser. Det musikstykke nåede dybt i sin koncentrede korte form.
Og så kommer jeg til det negative:
Efterhånden som programmet skred frem, fik jeg fornemmelsen af manglende ekspansionsmuligheder for hans musik. Klanguniverset var kendetegnet ved at være lukket om sig selv, genkendeligheden i de søgende fornemmelser lurede, og jeg forlod koncerten med den mulige dom: Er Arvo Pärt en One Trick Pony?
Under alle omstændigheder var det nyttig research til min igangværende roman, der har en moderne komponist som hovedperson. Jeg er sikker på, at noget vil blive indflettet omkring Pärt og hans musik.
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Hej Amvo….
Jeg tror, jeg helt forstår hvad du mener med det “negative” du skriver.
Jeg har sådan et “hade-stykke”…og jeg kan aldrig huske hverken komponist eller navnet på stykket.
I og for sig er det brandgodt og harmonisk….. Virkeligt godt. Det flyder fint afsted og bygger op og op og op og op…sådan stille og roligt……..men faneme om forløsningen, udløsningen, eksplosionen, temposkiftet you name it ..nogensinde kommer. Det fortsætter bare i det uendelige…brandirriterende….der mangler simpelthen et-eller-andet…en eller anden form for overgang/fortsættelse/afslutning or whatever.
Indledningen bruges jævnligt til/som underlægningsmusik i både danske og udenlandske doku-programmer. Men som sagt, kan jeg ikke huske komponist eller navnet….
Er det sådan en fornemmelse/følelse med Pärt’s musik ?
mvh
Jan
LikeLike
Hej Jan:
Nej det er ikke det jeg mener. Pärts musik var en fantastisk oplevelse. Ja, muligivis var der ingen afslutning eller forløsning i gammeldags forstand, det var en anden form for søgen og spejling, der lå i musikken, end den vanlige fortælling, og det var fremragende gjort. Der var ingen irritation undervejs, kun blid indlevelse.
Mit udsagn “Er Arvo Pärt en One Trick Pony?” gik mere på fornemmelsen af, at når man har hørt et musikstykke, har man fanget dem alle, at det stof, han rumsterer med, ikke er stort nok og bliver ensformigt. Men det ene han kan, er fantastisk.
Men jeg er endnu ikke nået til en konklusion, om jeg mener det. Jeg bør lytte til noget mere først.
LikeLike
Hej AM,
Jeg synes, det er ret kvikt – altså – set af dig. Eller hørt. “Den mest tolerante musik” er en virkelig god karakteristik (og jeg vil straks hugge den og bruge den i min egen blog) — og ja. Jeg har lyttet til Pärt gennem flere år, og jeg har adskillige CDer. Og de lyder allesammen RET ens. Problemet med at ville lave himmelsk musik er helt indlysende, at Himlen (i al almindelighed) ikke er særlig gavmild mht. nyt materiale. Folk, der i stedet retter blikket mod det jordiske, har det nemmere. I den henseende. Der er ligesom mere vrøvl og halløj at arbejde med.
Bo
LikeLike
@Bo: “Himlen er ikke særlig gavmild mht. nyt materiale.” … 🙂 … som du dog kan sige tingene! Morer mig stadig over det udsagn …
LikeLike