Jeg har lagt mig fast på titlen “Glasborgen” til den roman om Operaen på Holmen, som jeg skriver på i øjeblikket (det varer lang, lang tid endnu, førend den er færdig). Vi har diskuteret titlen hernede på San Cataldo, hvor jeg er på stipendieophold, og det var godt at få input. Titlen refererer både til borgen i Hertug Blåskægs Borg, til stivnede følelser med materialet glas, og til Det Kongelige Teaters ny operahus.
Lidt nyskreven råtekst:
Jeg rejste mig. Rolf så på mig med sit vandblå blik. Og jeg vidste med ét, at han havde ret, at det var min stemme, der rummede Isabella.
Jeg så ud på verden. De sorte regnvejrsskyer var ved at gå i opløsning, og nu var alt igen tåge, men ikke gråhvide vanddampe som tidligere, ikke den spøgelsesagtige morgendis, som vi sejlede i, og som fik en til at tænke på tågehorn. Nej, den var grøn nu, helt grøn, som en verden af våde giftgasser, og jeg stod og åndede min gule neonluft, og András smilte til mig og sagde noget om min sølvstemme.
Kom, sagde Rolf, fra kysset snittet sammen med barberblade
Jeg sang. Verden var et sølvspejl af blod, jeg sang om blå kys, om sødybe kys, om blodspyt og smukke læbers smil.
Du den tungeste blomst i Europa, sang jeg og hørte min egen stemme klinge som fint metal, uhyggeligt fjern og afrevet fra mig selv. Den blandede sig med neonlyset og de grønne tåger, og András stirrede på mig gennem disen med øjne som en ulv.
Anne-Marie Vedsø Olesen 