Så landede den næste udgivelse lægenovellerne “Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter” også, og udgivelsen er indtil videre gået rigtig godt med fine anmeldelser i Politiken og Berlingske Tidende og en tur gennem Smagsdommerne på DR2, hvor jeg da lige røg op af stolen (eller sengen var det vist), da smagsdommer Lilian Munk Rösing valgte min novelle ud og begyndte at læse op fra den.
Det er alt i alt en hektisk tid, og ind imellem kan det godt være lidt forvirrende. Der bliver ved med at komme anmeldelser dumpende på “POE – 4 makabre hyldester” også – senest i Ekstra Bladet, der var rigtig glade for den.
Men alt er positivt stress, så det er ok. Jeg er i færd med at forberede foredraget Malko Magi til Frederiksberg Bibliotek den 21. april, og der kommer bestillinger ind på forskellige arrangementer og kreative projekter (specielt er én bestemt opgave kommet ind ad døren, og her kan jeg slet ikke få armene ned, for det er en gammel drøm, som ser ud til at blive til virkelighed. Men jeg kan ikke fortælle så meget endnu – ikke før det er blevet mere konkret, og jeg har set en kontrakt. Men jeg er SÅ glad for den bestillingsopgave!)
Nej, faktisk må jeg tilstå, at påskeferien kommer lidt på tværs. Den har jeg slet ikke ro og tid til 🙂