Tristan og Isolde – premieren på Det Kongelige Teater

Jeg er netop kommet hjem fra Wagners opera Tristan og Isolde, der havde premiere i Operaen, Holmen. Og jeg kan ligeså godt indrømme det med det samme: Jeg græd. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt så meget til en opera. Det sker, at øjnene bliver fugtige, men da Isolde sang tilsidst, brød jeg sammen. Det var på alle måder en overvældende forestilling.

Tristan og Isolde er en kærlighedshistorie, en fortælling om ultimativ passion, om en lidenskab større end og utilpasset i livet, og som derfor må forløses i døden (de nærmere detaljer i handlingen samt fakta om medvirkende kan læses på Det Kongelige Teaters hjemmeside her: http://www.kglteater.dk/Forestillinger/Opera/Opera_08_09/Tristan_og_Isolde.aspx

I Det Kongelige Teaters version præsenteres vi for en ensformig scenografi gennem alle tre (lange) akter, det er småt med plads, og farverne er grå og hvide. Undtagen i de få intense øjeblikke, hvor passionen mellem Tristan og Isolde folder sig ud. Da får verden farver. Det er i al sin enkelhed et effektivt greb fra scenografens side: Vores verden er lille, grå og ensformig; det er som udgangspunkt menneskets grundvilkår. Men formår vi at vælge lykken i lidenskaben og ekstasen kan vi bryde igennem til noget større.

Også publikumssalen blev inddraget som del af scenografien; i første akt befinder vi os på et skib og selve salen forblev oplyst og skulle illudere stævn. Lidt søgt. Men det gav anledning til spændende og vellykkede eksperimenter med surround sound, hvor kor og dele af orkestret spillede over og bag os.

Tre højdepunkter fylder mig stadig her til aften, hvor jeg fordøjer det hele med et glas tung rødvin: I. akts magiske øjeblik, hvor Tristan og Isolde begge har drukket af elskovsdrikken og overvældes af passion. II. akts kærlighedsduet om længslen efter evig sammensmeltning i den evige nat (døden), hvor i parantes bemærket en betagende Randi Stene som tjenestepigen Brangæne demonstrerer musikkens og tekstens erotiske betydning med overgivne, sanselige bevægelser og ender seancen med et orgasmeskrig dér, hvor librettoen foreskriver advarselsskrig (fordi Isoldes ægtemand kong Marke kigger forbi). Og III. akts store, lysende slutning: Tina Kiberg som en forklaret, euforisk døende Isolde (her græd jeg – og jeg var ikke den eneste).

Selve iscenesættelsen havde strejf af brechtsk verfremdung: Tæppet gik ikke ned mellem akterne, vi så aktørerne forlade scenen, vende tilbage og indtage deres pladser, kampscener blev ikke udført men kun antydet med enkle, næsten symbolske bevægelser, og døden i tredje akt blev vist ved, at sangerne tog deres overtøj af og lagde det fra sig. Og alt sammen var det så gribende, for tilbage stod på den måde det rene koncentrat af Wagners smertende fortælling.

Jeg kan kun opfordre: Tag ind til den forestilling. Også selv om man græder. For den er sej. Kan vi håndtere den lidelse, der følger med begæret? Er vi stærke og modige nok til at gribe og leve ultralivet uanset prisen? Men er det ikke bedre end at gå gennem livet som en duknakket zombie?

Det er mærkeligt endelig at have været inde til Tristan og Isolde. Jeg havde aldrig set den før, men kendte den så godt. Faktisk har jeg netop her til foråret udgivet en fortælling, der er en nydigtning af den opera. Den hedder “Brangænes medicin” og kan læses i lægenovelle-antologien “Hun var følelsesløs fra fødderne og nedefter” (detaljer her: http://www.sitecenter.dk/amvedsoolesen/brangnesmedicinilgenovelleantologi/ )

Advertisement