Elektra – repremieren på Det Kongelige Teater

Mørkets hjerte

Richard Strauss’ brutale mesterværk Elektra havde repremiere på Operaen, Holmen, i fredags. Jeg glædede mig meget, for Strauss’ tidlige operaer hører til blandt mine favoritter, og Peter Konwitschnys roste opsætning havde jeg aldrig oplevet før.

Ja, forestillingen var overvældende god. Eller ond, rettere, en sjælsædende, intens satan af en en-akter. Og selv om musikken formelt set huggede sine sidste lyde i os efter blot 90 minutter, så forfølger den mørke rejse med og i Elektras beskadigede og forskruede sind mig stadig her to dage efter. Hvilket i uhyggelig grad forudsagdes i scenografien, hvor et enormt digitalur med kvalmende uafvendelighed talte ned til det nulpunkt, hvor Elektra svinger øksen over sin mor Klytaimnestra. Så står tiden stille. En stund. Og opløses endeligt i kaos og blodbad med sekunder og minutter der drøner tilfældigt op og ned, mens ligene flyder, og nattehimlen eksploderer i det ene festfyrværkeri efter det andet.

Den græske tragedie om Elektra, hvis far Agamemnon bliver myrdet af moren Klytaimnestra, er en de stærkeste grundfortællinger i vores vestlige kultur. Og Peter Konwitschnys iscenesættelse af Strauss’ operaversion rammer kernen så knoglesplintrende råt, at alt andet krænges til side. Vi er inde i arketypen af den dysfunktionelle familie, vi borer os ned i dybet af den råddenskab, der altid klæber til familiebegrebets indbyggede forventninger og følelsesforvridninger, så vi til sidst sidder fast i den naturligste paradoksalt befriende rædsel, hvor alternativet, nemlig at nægte at tage fædrene og mødrene synder på sig, er gledet definitvt af hænde.

Det er en rejse som i Joseph Conrads Heart of Darkness. En dissektion af den vestlige families indbyggede ofre og gru. Og jo, inden jeg glemmer det; de sang og spillede selvfølgelig horribelt godt allesammen. The horror, the horror …