Jeg indrømmer det, jeg elsker musik, der larmer. Så er det sådan set ligegyldigt hvilken genre. Dødsmetal, Wagner, Bruckner eller Ruders slagtøjsstykke “Towards the Precipice”, som jeg hørte for første gang på Athelas New Music Festival for nyligt. Alt sammen er godt. Bare lyden er voldsom. Til december spiller Motörhead iVega – jeg har skam fået billet – og det kan umuligt bliver andet end prægtigt højt og larmende.
Jeg tror, det er fornemmelsen af noget uhæmmet, jeg kan lide. Der er en frihed i sådan at fyre den af. En positiv, bekymringsfri energi. Derfor elsker jeg også metalhovederne, der bare er glade. Ingen ironisk distance blokerer her, de overgiver sig med det samme og headbanger til de segner.
Den næste roman, jeg skal i gang med at skrive, skal åbne med en scene fra Copenhell heavy-koncerterne, der løber af stabelen i denne måned. Jeg skulle måske prøve at trække min koncertbillet fra i skat? Der er dog tale om en slags research. Også.
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Larme-musik er godt! Tror du har ret i, at det er fornemmelse af noget uhæmmet, som gør det så tiltrækkende.
LikeLike