De sidste par måneder har været overvældende. I februar udkom min femte roman Glasborgen, og i marts var der urpremiere på operaen Orkestergraven, som jeg har skrevet libretto til. Det har betydet, at jeg har haft ekstremt travlt med interviews og arrangementer, og ind i mellem har jeg følt, at jeg næsten ikke kunne følge med. Men det kunne jeg selvfølgelig, og alt har været en fornøjelse og bliver ved med at være det.
Et arrangement, der kom oveni i slutningen af marts, var den årlige krimimesse i Horsens. Krimimessen er en herlig begivenhed. To dage med masser af aktivitet; forfattersamtaler, konkurrencer, foredrag, bogstande, fester. Jeg skulle på scenen og interviewes både lørdag og søndag, og have lavet videooptagelse til GyldendalTV. Men der var stadig masser af tid til at gå rundt og høre de andre forfattere og hyggesnakke med kolleger. Og feste selvfølgelig. Det er en tradtion, at der lørdag aften holdes en stor festmiddag for alle involverede. Selvfølgelig lidt surt for alle os, der også var på om søndagen (som ovenikøbet var den dag, det blev sommertid!).
Min roman Glasborgen er sådan set ikke en krimi. Men Krimimessen i Horsens favner vidt og er herligt tolerant over for al slags litteratur, der indeholder elementer af spænding og plot. For eksempel uddeles der på Krimimessen nu også en pris for årets bedste danske horrorudgivelse. Den gik i år til forfatteren Steen Langstrup. Selv arbejder jeg med magiske elementer i et realistisk nutidigt univers, med gyset og eventyrets symboler. Hvad det skal kaldes for en genre, ved jeg ikke. Jeg er også ligeglad. Jeg skriver det, jeg har i mig, det der føles rigtigt. Rock’n’roll. Det er det, Krimimessen i Horsens kan. I sin rummelighed og rullen derudaf uden hæmninger oplever man her litteraturens svar på rock’n’roll. Det er her, det sker.
Læs mere på Krimimessens hjemmeside her
Billedserie fra Krimimessen 2012
Gyldendals præsentationsvideo: