Tryllefløjten

For nogle år tilbage skrev jeg et essay om Tryllefløjten. Det var i forbindelse med min roman Djævelens kvint, der i høj grad handler om Tryllefløjten, og essayet tager udgangspunkt i en opsætning på Det Kongelige Teater. Her kommer det:

Fløjten fortryller stadig

– om Mozarts Tryllefløjten og romanen Djævelens kvint –

”Av!” udbrød fuglefængeren Papageno, da man plukkede en fjer af ham. Udbruddet kom fra scenen på Det Kongelige Teater, det var Mikael Melbyes opsætning af Mozarts opera Tryllefløjten, og med det av! understregedes Papagenos dyriske væsen. Fuglefjererne voksede tydeligvis på ham, de var ikke blot en del af en klædedragt.

Mikael Melbyes opsætning havde oprindelig premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i 1998. Nu genopsættes den, repremieren finder sted den 18. januar, og såvel børn som voksne vil forventeligt strømme ind til Mozarts magiske eventyr om prinser og listige slanger og onde dronninger.

Men er Tryllefløjten ikke et en forudsigelig børnefortælling i charmerende musikalsk indpakning om en prins, der som sædvanlig vinder sin prinsesse?

Nej. Tryllefløjten er ikke noget banalt eventyr. Goethe har engang erklæret, at der hørte mere dannelse til at erkende den operateksts værdi end til at fornægte den. Og værdien er stadig fuldgyldig, selv i dag flere hundrede år senere.

Tryllefløjten blev Mozarts sidste opera og havde urpremiere i Wien under kejser Leopold IIs regeringstid. Det var på Theater auf der Wieden den 30. september 1791 – få måneder før Mozarts død. På det tidspunkt florerede et større antal frimurerloger, der ikke var uden betydning i et Europa, hvor man overalt mærkede suset fra den franske revolutions vinde. Frimurerne troede på lighed og broderskab (selv om fundamentet i modsætning til revolutionsideerne var kristent), og derfor skævede kejser Leopold da også mere end skeptisk til frimureriet.

Frimureriet var opstået i England og havde rødder i murerlaugets gamle symbolverden og ceremonier. I begyndelsen af 1700-tallet fandtes der i London fire loger, som snart blev slået sammen til den engelske Storloge. Det blev startskuddet på frimurerordenens storhedstid. Fra England bredte frimureriet sig ud i Europa, og i Wien som andre steder trådte førende videnskabsmænd og kunstnere ind i ordenen.

Mozart var medlem af en af disse loger, Zur neuerkrönten Hoffnung, da han komponerede Tryllefløjten, og et indblik i frimureriet er derfor nødvendigt for forståelsen af Tryllefløjten. Også Tryllefløjtens tekstforfatter Emanuel Schikaneder og den mulige medforfatter Karl Ludwig Giesecke var medlemmer af Mozarts loge, og overalt i såvel operaens tekst som musik finder man frimurerlogens symboler og optagelsesritualer gengivet.

Tryllefløjten handler om en yngling, prinsen Tamino, der af Nattens Dronning sendes ud for at søge hendes bortførte datter, Pamina. I sin søgen når Tamino frem til Visdommens Tempel, og her, på tærsklen til templet, tændes i Tamino begæret efter indsigt, og han søger optagelse i Visdommens Tempel. Det indebærer en række prøvelser, som afsluttes med en vandring gennem ild og vand. Som ledsager gennem de indledende prøver har Tamino den simple og glade fuglefænger Papageno, der kun tænker på mad og drikke og kærester. Og under den sidste vandring ledsages han af sin udkårne Pamina. Men gennem hele forløbet støttes han af sin tryllefløjte, en magisk guldfløjte, der blandt meget andet er i stand til at tæmme de vilde dyr.

Handlingen er henlagt til det gamle Ægypten, og det er ikke noget tilfælde. Gamle middelalderlige murerlaugsdokumenter bekendtgjorde, at eftersom Adam var skabt i Guds billede, var de geometriske grundsætninger, på hvilke bygningskunsten hvilede, indskrevet i Adams hjerte. Denne guddommelig viden skulle de ældste folkeslag – herunder de gamle ægyptere – have vogtet over fra tidernes morgen og givet videre til nye indviede. Derfor beskæftigede frimurerne på Mozarts tid sig meget med de ægyptiske mysterier. En førende frimurer Ignaz Edler von Born skrev en afhandling om det ægyptiske præsteskab, hvori han fremhævede, at deres øverste gud var Osiris, og deres bestemmelse var at tjene guderne og beflitte sig med visdom. Ganske som i Tryllefløjten, hvor præsterne holder til i Visdommens Tempel og hylder gudeparret .Osiris og Isis.

Hvad er så frimureriets symboler i Tryllefløjten, og hvorfor kommer det os ved i dag? Frimureriet kan anskues politisk – som det senest er blevet det i Dan Browns bestseller ”Det hemmelige symbol”. Det var endnu mere relevant på Mozarts tid, hvor lighedsprincippet var sprængstof i debatten om borgerens rettigheder til at blive adelens jævnbyrdige. Det politisk farlige stof ses i Mozarts operaer tydeligst i Figaros bryllup, historien om tjeneren der på grund af sin herres urimelige, arvede rettigheder må overgå ham med snuhed og handlekraft. Men også i Tryllefløjten findes en ordveksling, der giver udtryk for et ligeværdigt menneskesyn. Prinsen Tamino skal gennemgå en række prøvelser for at findes værdig til optagelse i Visdommens Tempel, hvilket bekymrer en af templets præster: ”Bedenke: er ist ein Prinz,” indvender denne, hvortil ypperstepræsten Sarastro svarer: ”Er ist ein Mensch.” Det er de menneskelige egenskaber, der giver adkomst til rettigheder, ikke nedarvede titler.

En mere interessant og for os i dag mere relevant anskuelse af frimureriet og Tryllefløjten fås imidlertid ved at rette blikket indad og søge de personlige, de filosofiske værdier i værket. Og netop her har Tryllefløjten en usædvanlig tyngde.

At Visdommens Tempel repræsenterer frimurerordenen, og præsterne dens medlemmer, er nærliggende. Taminos prøver beskriver de optagelsesritualer, som et nyt medlem af frimurerlogen skal gennemgå. Operaen er spækket med frimurersymboler: Fuglene er menneskets frie tanke, Tamino der falder i afmagt over for slangen er den symbolske død ethvert nyt medlem skal lide inden optagelsen. Og Papageno straffes med sten og vand og en guldlås for munden, hvor den rå sten er frimurersymbolik for mennesket, før det har lært at behandle sine fejl, vandet skal rense legemet for dets urene tanker, og guldlåsen viser at ’tavshed er guld’. Hertil kommer musikkens indbyggede akkorder og rytmer: De 5 akkorder i ouverturen og senere de 3 gange 3 akkorder er identiske med de slag, der forekom ved optagelsesritualerne i henholdsvis den kvindelige og mandlige loge, der eksisterede på Mozarts tid.

Men også 2-tallet indgår tydeligt i musikken, og udover at være slagene ved optagelse til logens første grad – og med betydningen ’vær opmærksom’ – står 2-tallet for en dualisme, der gennemsyrer hele operaen: Ild og vand, dag og nat, sol og måne, guld og sølv, ja i det hele taget det maskulines og det feminines princip repræsenteret ikke kun ved Sarastro og Nattens Dronning, ved Tamino og Pamina, men også ved de to guder, man dyrker i Visdommens Tempel, nemlig det ægyptiske gudepar Osiris og Isis.

Og det bringer os frem til noget essentielt i forståelsen af Tryllefløjten: Selvom det kristne fundament er af afgørende betydning for frimureriet (2-tallet repræsenterer for frimurerordenen også de to søjler ved Salomons tempel, templet hvor den guddommelige bygningskunst var afspejlet, og som gav indblik i Guds plan), så strækker Tryllefløjten sig ud over kristendommen i sin behandling af mere fundamentale principper. Og nøglen til de principper finder vi netop i den del af den ægyptiske mytologi, der omhandler gudeparret Osiris og Isis.

Osiris og Isis tilhørte ifølge en ægyptisk skabelsesberetning den tidligste kreds af guder. Det var en kreds på ni, og de allerførste af de ni skabte himlen og jorden og væden og andre grundlæggende elementer for eksistensen. Men med Osiris vendes blikket mod mennesket. For Osiris er civilisationens gud, der giver mennesket love og lærer det at dyrke korn, med ham hæver mennesket sig over sine dyriske drifter, orden og struktur holder sit indtog og danner basis for det, vi kalder civilisation. Det er det, Tryllefløjten handler om: Den rå sten skal pudses af, det dyriske menneske skal ved refleksion og vilje opnå en indsigt og visdom, der gør det klar til at indpasse sig en sådan orden, til at civiliseres. Taminos guldfløjte symboliserer netop den indsigt, for indsigten giver magt til at tæmme det dyriske – eller de vilde dyr som det konkret sker i operaen.

De fundamentale principper – orden versus kaos, indsigten kontra det dyriske – er Mozart og Schikaneder naturligvis ikke de eneste, der har behandlet. De findes i mange afarter, som for eksempel i Nietzsches begreber om det apollinske og det dionysiske, eller i Kierkegaards betragtninger over modsætningsforholdet mellem det reflektoriske og det umiddelbare. ”Musikken udtrykker nemlig bestandig det Umiddelbare,” skriver Kierkegaard i Enten-Eller. ”I Sproget ligger Reflexionen, og derfor kan Sproget ikke udsige det Umiddelbare. Reflexionen dræber det Umiddelbare.” Han beskriver derefter tre umiddelbar-erotiske stadier, og udnævner netop Papageno som repræsentant for andet stadium, hvor ”Attraaen vaagner” (første og tredje stadium repræsenteres af henholdsvis Cherubino og Don Juan fra operaerne Figaros Bryllup og Don Juan).

”Av!” råber Papageno, da fjeren bliver plukket af ham og understreger det dyriske i hans væsen. Han vil meget hellere drikke vin og finde en kæreste og lade Tamino om at fordybe sig i de krævende åndelige prøver, der udfordrer viljen. Dermed bliver Papageno en lige så god repræsentant for det dionysiske, som Tamino er det for det apollinske. Papageno vil leve det umiddelbare liv, mens Tamino reflekterer sig vej til visdom og indsigt.

Mikaels Melbyes opsætning lagde vægt på den substans. I hvert fald tilbage i 1998, hvor også de egyptiske elementer prægede scenografien, og aktørerne førte sig med smuk alvor. Og det var fint. For trods Papagenos herlige løjer og Nattens Dronnings farlige glamour er det hos Tamino, at den egentlige historie ligger. Nemlig historien om et ungt menneskes søgen efter indsigt, efter at forstå og finde sig selv i strømmen af modsatrettede kræfter og fastgroede værdisæt. O ewige Nacht! Wann wirst du schwinden? Wann wird das Licht mein Auge finden? synger Tamino, da han står foran indgangen til Visdommens Tempel, og i de strofer har Mozart lagt så blød og mørk en længsel, at man ved, at smerten og frustrationen er frugtbar. Den scene er hele Tryllefløjtens omdrejningspunkt. Mennesket kan og skal finde sig selv. Hver gang og hele tiden. Og det skal nok lykkes.

Tryllefløjten drejer sig om begreber, der griber dybt ind i essensen af dét at være menneske. Om orden og kaos, om vores dyriske natur og hvordan vi med tankens kraft har tæmmet den. Hver især har vi godt af at blive mindet om de forhold, vurdere hvordan vi lader så modstridende kræfter balancere i vores tilværelse.

I Tryllefløjten hyldes til sidst Osiris’ høje orden, præsteskabet glæder sig over sejren over Nattens Dronnings vilde kræfter – det er operaens morale. Men det kan også hævdes at være blevet dens problem.

For er vi ikke i dag blevet alt for pæne, alt for lydige, alt for civiliserede? Osiris har sejret ad helvede til. I et Danmark, hvor autoritetstro borgere bliver stående for rødt lys, selv når der afholdes bilfri dag (”for der kunne jo komme en taxa,” hørte jeg engang en fodgænger sige), har vi om noget brug for en påmindelse om det vilde, det dyriske, det kaotiske, som også er en del af vores natur. Balancen er i dag forskudt til fordel for en civiliserende orden, der skaber neuroser og mavesår og forhindrer os i at blive lykkelige. Tryllefløjten hjælper med at sætte fokus på de grundlæggende begreber. Balancen derimod må vi hver især selv finde. Og man skal, som Nietzsche også sagde, endnu have kaos i sig for at føde dansende stjerner.

Om det handler min roman Djævelens kvint