Fifty Shades of Grey – hvor blev tolerancen lige af?

Den erotiske bestseller Fifty Shades of Grey er blevet rakket ned af anmelderne. Og sikkert med god grund. Jeg har endnu ikke læst den – skal snart til det – men tror gerne på dommene, at den ingen litterær værdi har.

Det, som jeg imidlertid finder problematisk for ikke at sige decideret foruroligende i nogle af vurderingerne, er den underliggende fordømmelse af det beskrevne sadomasochistiske forhold. Hos flere anmeldere og andre smagsdommere opfattes romanens heteroseksuelle dominansforhold som kvindeundertrykkende. »Fuck, hvor er Fifty Shades dog en syg og stupid roman, der promoverer et sygt og stupidt kvindeideal, fra før kvindefrigørelsen kunne kravle,« skriver en anmelder. “Jeg hader det univers. Jeg afskyr, at det er det, de sovser rundt i. Jeg kan slet ikke dele de fantasier. Jeg synes, at det er så frastødende,” udtaler en anden.

Hov! Hvor blev den danske tolerance lige af? Sadomasochismen er en almindelig seksuel præference. Ifølge Alfred Kinseys  gamle undersøgelse tænder 12% af kvinder på dominans – en troværdig undersøgelse baseret på et stort statistisk materiale (der findes sikkert nyere undersøgelser, og jeg gætter, at tallet endda er større her).

Den gamle rødstrømpe og masochist Maria Marcus skrev om det i bøgerne “Den frygtelige sandhed” og “Jeg elsker det.” Med de bøger fik hun skilt tingene ad. At kunne dyrke sin seksualitet var frihed og ligeberettigelse, uanset hvad seksualiteten gik ud på.

Det er fint nok, at man som anmelder spytter på en bog for dens ringe litterære kvaliteter. Men det er bizart reaktionært og indskrænket på den måde at blande tingene sammen og spytte på andres seksualitet.

Advertisement