Et spørgsmål, jeg altid bliver stillet, når jeg er ude og holde foredrag, er, hvordan min arbejdsdag som forfatter er. Om jeg skriver på faste tidspunkter.
Det har været forskelligt for de hidtil seks romaner, jeg har skrevet. Men én ting er fælles: Man får aldrig skrevet en hel roman, hvis ikke man på et eller andet tidspunkt finder og får indarbejdet en daglig skriverutine.
Fire af mine romaner (Dronningens dame, Salernos sol, Djævelens kvint og Tredje Ikaros) skrev jeg efter det system, at jeg skulle arbejde på dem dagligt mellem kl. 10 – 14, og at jeg havde fri i weekenden.
Romanen Gudernes tusmørke var helt anderledes. Efter at have tumlet med stoffet i årevis uden rigtig at komme nogen vegne, skrev jeg den pludselig på kun tre uger. Der var så meget, som ville ud, og jeg skrev i døgndrift. Jeg levede i mit nattøj, badede ikke, købte ikke ind, sov ikke. Når jeg ser tilbage, var det forløb absolut ikke sundt. Men bogen blev virkelig god, med en helt særegen eksplosiv energi. Men jeg vil aldrig arbejde sådan igen. Jeg var tæt på at blive bims.
Med romanen Glasborgen fandt jeg et nyt system. Glasborgen var så tung at få i gang, og det at afsætte et par faste timer om dagen til at kigge på den var ikke garanti nok for, at den ville rykke. Så jeg satte i stedet et realistisk sidemål: Jeg havde ikke fri, før jeg havde skrevet to sider. Og det gjaldt også weekenderne for ikke at tabe inerti. Hvornår på dagen var lige meget. Men jo før jeg kom i gang, jo før havde jeg selvfølgelig fri.
For tiden skriver jeg på min syvende roman, der er en fortsættelse af Dronningens dame. Jeg gør det efter samme princip som Glasborgen: Mindst to sider om dagen, alle ugens syv dage. Jeg er rigtig glad for det system. To sider er overkommeligt, så hver dag bliver en succesoplevelse. Enkelte dage får jeg endda skrevet mere. Og nogle gange har jeg skrevet mine to sider allerede kl. 11 om formiddagen, og så kan jeg holde fri resten af dagen med god samvittighed. Andre dage tager det til gengæld lang tid at få nedfældet de to sider, for eksempel hvis der er megen research.
Der findes også små tricks, der gør det nemmere hver dag at komme i gang. Slut hver dags skrivning midt i noget, hvor man ved, hvad der skal ske som det næste. Så er man med det samme lige på og i gang med skrive næste dag.
For tiden skriver jeg om den historiske person Ana de Mendoza, prinsesse af Eboli. Hun var en af de mest indflydelsesrige kvinder ved det spanske hof i 1500-tallet, og hun gik for at være Spaniens smukkeste kvinde på trods af, at hun havde mistet sit ene øje i en fægteleg og altid gik med klap. Jeg er voldsomt fascineret af hende, og det gør det til en fornøjelse at skrive.
Jeg er 100 sider henne i denne nye roman. Den skal være på omtrent 250 sider. Så jeg er altså i princippet færdig med romanen om cirka tre måneder – bortset fra at der indregnes noget sommerferie også. Men jeg bør kunne aflevere et færdigt manuskript til forlaget den 1. september.
Ana de Mendoza, prinsesse af Eboli
Anne-Marie Vedsø Olesen 
Gode betragtninger, som jeg naturligvis ikke kan være andet end enig i. Men hvad gør du, for at undgå overspringshandlinger? De der satans pludselige impulser, der bare opstår og overvælder. Og hvad med andre medier? Er radioen tændt på P1? Spiller du easy listening, og er telefonen slukket og den slags?
Selv er det VOLDSOMT vanskeligt, især fordi vi har en del unger, der altid lige skal et eller andet.
Kærligst og venligst
Berti Stravonsky
LikeLiked by 1 person
Jeg kan ikke skrive med lyde, så ingen radio, ingen musik. Den eneste virkelig fristende overspringshandling er internettet, men det har jeg fået struktureret til kun at bruge i bestemte tidsintervaller – med mindre jeg skal researche til romanen. Jeg er så priviligeret ikke at have andre forpligtelser eller forstyrrelser og samtidig bo i en stor lejlighed med plads til to hjemmearbejdende skribenter.
LikeLike