Jeg skal snart i gang med at skrive næste roman. Det skal man jo. Den aktuelle roman Bastarden er helt ude ude af mine hænder nu, den er i færd med at blive produceret, og jeg nikker godkendende til forlagets forskellige mellemfaser, mens jeg tænker, at der er længe til udgivelsen i januar, at jeg ikke behøver blive nervøs endnu, og at jeg egentlig også har ret god tid til at få skrevet næste bog igen. Mere haster det vel heller ikke, selv om jeg allerede har skrevet under på en kontrakt med deadline. Jeg ved, hvad den næste skal handle om, og jeg har en fornemmelse af, at den bliver nem og spændende at skrive.
Så i denne søde tid mellem udgivelsen af Bastarden og påbegyndelsen af dens fortsættelse (som vist nok skal have titlen Mordersken) fylder jeg min tid med at gå til koncerter, træne i fitnesscentret og anmelde bøger. Det er en god tid. Det føles som vægtige beskæftigelser. I den forgangne uge har jeg været til Bo Holtens jubilæumskoncert i Diamanten og til Ivo Pogorelich i Mogens Dahl Koncertsal – to meget forskellige oplevelser, kan man vist roligt sige, men begge berigende. På anmelderfronten har jeg den seneste måneds tid anmeldt en dansk antologi med apokalypsenoveller, Conn Igguldens ‘Stormfugl’ og Joe Abercrombies ‘Stålets vilje’. De to sidste har dog endnu ikke været i avisen; Abercrombie er endnu ikke udkommet, men Iggulden skulle være på vej. Og ved siden af mig i dynerne ligger netop nu næste værk klar til læsning og anmeldelse – noget der til afveksling ligner en young adult-roman. Den er jeg lidt spændt på selv om – eller måske netop fordi – den umiddelbart ligner en Hunger Games-wannabe. Føler jeg mig priviligeret? I den grad. Koncerterne er jeg inviteret med til, og bøgerne får jeg penge for at læse. What’s not to like. Alt er godt.
Anne-Marie Vedsø Olesen 