Jeg blev ramt af boksefeberen for lidt over tre måneder siden. I årevis havde jeg overvejet at gå til boksning eller anden kampsport, men skadede knæ og en modvilje mod holdtræning havde holdt mig til kun at konditionstræne på en cykel og hive i et par styrketræningsmaskiner en gang imellem.
Men så skete der noget. Det var i takt med, at jeg skrev mig ind i min hovedperson, Madeleine, i min igangværende historiske romantrilogi. Madeleine bliver i bøgerne gradvist mere fysisk modig og er ikke bange for at bruge kårde eller kniv. Og jeg blev interesseret i at drive hende helt derud, hvor hun kan slås (og slå ihjel) på mange måder. Det bliver omdrejningspunktet i tredje bind, som jeg netop er gået i gang med.
Det satte boksningen på dagsordenen igen. Det var jo nærmest en slags research, sagde jeg til mig selv. Og så begyndte jeg. To gange om ugen, tirsdag og torsdag aften, tæsker vi løs på sandsække og pletter (slåhandsker som makkeren har på), vi laver benhård træning med armbøjninger og sjipning og andre ubeskriveligt anstrengende øvelser, alt imens vores træner spiller høj musik (efter mit ønske er han begyndt at spille Rammstein).
Det er fantastisk. Jeg har aldrig været så glad for at gå til noget før. Jeg er høj, hver gang jeg kommer hjem fra træning. Og følelsen af eufori og glæde er kun vokset. Jeg er ramt af ren boksefeber.
Nu gælder det så bare om at omsatte den begejstring til litteratur. Til Madeleines hårde træning i bind 3, som jeg skriver på for tiden. Udgangspunktet for at skrive en virkelig god bog foreligger i hvert fald nu. Bøger bliver bedst, når man skriver ud fra noget, man er optaget af. En fortælling får først nerve, hvis man har noget på hjerte.
Jeg kunne skrive en hel masse også nu om at være en pænt opdraget kvinde og endelig lære at slå fra sig. Om den befrielse. Der er jo en grund til, at det føles euforiserende. Men det gemmer jeg til en anden gang. For det er en lang og opbyggelig og vigtig historie.
Boksemotiv fra antikken
Anne-Marie Vedsø Olesen 