Det myldrer med meninger om bøger. Med internettet og de sociale medier er anmeldelser ikke længere forbeholdt de store aviser, og jeg skal ærligt indrømme, at den almindelige læsers oplevelse af mine bøger betyder langt mere for mig end en officiel avisanmelders. Jeg kender alt for vel de smagsretninger, fløjkrige, markeringsbehov og begrænsede litteratursyn, der kan komme til at præge en avisanmeldelse. Hos den rigtige læser handler det imidlertid alene om genuin læselyst, og jeg elsker derfor den undergrund af bogdebat, der florerer på nettet. Mange er med tiden blevet etablerede bogbloggere, og andre laver semiprofessionelle anmeldersider af høj kvalitet.
Jeg stødte for nylig på siden www.bogsyn.dk der beskriver sig selv som “hjemmesiden der anmelder nye bøger bredt i alle genrer”. Og det glædede mig at læse en anmeldelse af Bastarden, der var vinklet meget anderledes end de hidtidige anmeldelser. Bogsyn.dk skriver blandt andet:
“Forfatteren har et skarpt blik for historiske intriger – og menneskelig formåen og begrænsninger af samme. Bogen her er er andet bind i serien om Dronningens Dame, og sprogligt fortsætter forfatteren fint stilen med at bearbejde vore forfædre og udpensle alle de konflikter og storme, man var udsat for dengang, men også det begær, den seksualitet, den ondskab mennesket har i sig (…) på en vis måde prikker noget sådant til vore dyriske instinkter og gør romanen læseværdig, vedkommende og interessant.”