Ikke at det ikke har været både sjovt og seriøst at udkomme og bruge hele sidste uge på, hvordan Bastarden blev modtaget, hvordan salgstal, annoncer og anmeldelser gebærdede sig. Men det er mandag, og nu er det alvor. Alvor for Bastarden, og alvor for dens efterfølger – der skal hedde Mordersken – og som jeg skal til at skrive videre på fra i dag.
Nu hvor der er en lille smule afstand til Bastardens udgivelsesweekend vil salgstal og bestsellerlister nemlig give et mere reelt billede af, hvordan det egentlig går med salget derude i den virkelige verden. Og jeg kan kun sige: JUBIII! For anden uge i træk ligger Bastarden på bestsellerlisten for e-bøger. Publizons samlede bestsellerliste for uge 5 er netop blevet offentliggjort, og Bastarden er med som nr. 9.
Og nu kommer alvoren så til Bastardens fortsættelse Mordersken. Om lidt lukker jeg ned for forbindelsen til internettet, og resten af formiddagen er viet hovedpersonen Madeleines videre oplevelser. Hun har det hårdt lige nu, kan jeg røbe. Hun er i en træningslejr i Konstantinopel …
Bastarden på bestsellerlisten for e-bøger for anden uge i træk.