Jeg elsker at gå i teatret, det har jeg altid gjort. Det gælder alle former for scenekunst – skuespil, dans, opera eller blandinger heraf. Og jeg må indrømme, at jeg – selv om jeg er forfatter – endda holder mere af scenekunst end af litteratur. Det har sandsynligvis at gøre med det levende fællesskab, der opstår i en teatersal, med kontakten til andre mennesker, såvel artister som medpublikummer. Jeg er i det hele taget ved at være overbevist om, at det er i det fysiske møde med andre, at livet er mest givende og intenst. Heldigvis har jeg haft mulighed for også at arbejde professionelt med scenekunsten som forfatter: Jeg har flere gange samarbejdet med Den Fynske Opera, hvortil jeg blandt andet skrev operalibrettoen Orkestergraven for et par år tilbage.
Nå, men tilbage til det at gå i teatret: Med stor fryd oplever jeg for tiden, at jeg er begyndt at få tilsendt premiereinvitationer. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det er jeg altså. For nylig var jeg således inde til “Men nu jeg har en hjærne”, som var musikalsk totalteater med digte af Gustaf Munch-Petersen – en spændende oplevelse, hvor vi publikummer oplevede forestillingen liggende i hver sin trækiste. I morgen venter premieren på Østre Gasværks “Venus in Fur” med Mille Lehfeldt og Casper Crump i hovedrollerne. Og senere på måneden premieren på “Butique Requiem” på Københavns Musikteater – en musikalsk forestilling frit efter Peer Hultbergs “Requiem”. Jeg glæder mig!
Kære teatre, store som små: Bare bliv ved med at sende mig de invitationer! Jeg skal gøre mit yderste for at komme.
–
Anne-Marie Vedsø Olesen 