Når tragedien rammer, når hændelser så meget større end ens egen lille bogudgivelse fylder horisonten, bliver det pludselig ikke kun svært at finde gejsten til som forfatter at formidle og promovere eget værk, det føles også decideret pinligt. Jeg skal ud og læse op i LiteraturHaus på Nørrebro på torsdag. Men det føles, som om Danmark har ændret sig; jeg ved ikke længere, hvad det er for en verden, jeg står i på torsdag. Jeg ved kun, at angrebet på uskyldige mennesker, på demokratiet og ytringsfriheden fortjener min og alle andres fulde opmærksomhed. Jeg havde oprindelig glædet mig til arrangementet i LiteraturHaus. Den glæde er væk nu. Men terror skal ikke afholde mig fra at leve min dagligdag – inklusive oplæsningsarrangementer – og jeg har besluttet mig for på torsdag i LiteraturHaus at lægge al fokus i romanen Bastarden på forholdet mellem muslimer, jøder og kristne historisk set. For Bastarden er ikke kun en feministisk ramasjang-roman i en historisk kulisse (det er den også), den beskriver ligeledes i høj grad, hvordan religiøs intolerance (i bogen katolikkerne over for de tvangskristnede muslimer – de såkaldte moriscoer) kan føre til oprør og voldspiraler. På den måde kan oplæsningen forhåbentlig give bedre mening både for mig selv og for tilhørerne.
__________________________
Fra Bastarden, kapitel 30. På kroen Treforken i Ciudad Real, Spanien, 1570:
Guerrero havde overtaget forklaringen fra Morales. ”Kroen her går tilbage til byens grundlæggelse under Alfonso den Vise. Dengang bestod indbyggerne af lige dele muslimer, jøder og kristne, og alle var velkomne og bidrog på hver sin måde til viden og velstand. Og denne kro, der dengang hed Trefoldigheden, var kendt for at være samlingssted for tænkere af enhver tro, og den havde som symbol de tre religioners tegn – halvmånen, stjernen og korset – hængende over døren. Her udveksledes synspunkter og idéer i venskabelig ånd. Men tiderne ændrede sig, og da Ferdinand og Isabella kom til magten i forrige århundrede valgte kroværten at skifte navn og symbol. Var han en kujon? Måske. Han valgte dog Treforken som en fin hentydning til den trefoldighed, landet engang havde hyldet, men ikke længere ville tolerere. Først blev jøderne smidt ud. Muslimerne blev tvunget til at konvertere. Og snart bliver også disse tvangskristnede moriscoer tilintetgjort. Det står sløjt til. Men den slags skal man vare sig for at sige højt. Jeg forstår godt Alemáns angst for at indrømme sin jødiske baggrund. Men hvis ikke vi skabere og tænkere ved dette bord taler frit, hvem gør så?”
Anne-Marie Vedsø Olesen 