Anmeldelser af Bastarden

Det er vist på tide med en lille opsamling vedrørende anmeldelser af Bastarden. Bastarden fik gode til fine anmeldelser i Berlingske, Weekendavisen, Dagbladenes Bureau, Nordjyske Stiftstidende, Jyllands-Posten, Femina, ALT for damerne og Vesterbro Lokalavisen. Til gengæld var Information og Politiken ikke begejstrede. Nedenfor er et uddrag fra de gode anmeldelser, der så glædeligt er i flertal.

Berlingske ★★★★

“Det skorter ikke på eksotiske omgivelser, politiske europæiske omvæltninger, religionskrige, personlige intriger og frydefuld erotisk hengivelse  i Anne-Marie Vedsø Olesens »Bastarden« – andet bind af hendes velsmurte romantrilogi om den franske  adelsdame Madeleine de Montdidier … Ikke mindst takket være Anne-Marie Vedsø Olesens evne til at flette sine farverige fiktive personer ind i det omfattende galleri af historiske notabiliteter – endog digteren Cervantes spiller en lidt påklistret birolle i fortællingen – lykkes det hende at skabe et troværdigt fortælleunivers. Madeleine diskuterer undervejs, om det er skæbnen, der vikler hende ind i den række af intriger, hendes liv synes at være domineret af. Læseren er dog aldrig i tvivl om, at hendes egne – ofte irrationelle og insisterende – valg i livet, er afgørende, og at det er dem, der driver værket. Og dermed også det stort anlagte romanværk, hvor lidenskaberne har om ikke frit spil, så dog temmelig frie tøjler.”

Klik her for at læse hele anmeldelsen på b.dk

Dagbladenes Bureau ★★★★★

“Sådan lægger Anne-Marie Vedsø Olesen i sin roman »Bastarden« op til endnu en suverænt underholdende historie om et mørkt kapitel af renæssancens virkelighed. Forfatterens evne til at blande fiktion og virkelighed er så medrivende, at man får lyst til at grave dybere i spansk renæssance (…) Madeleine er naturligvis idealiseret som kontrast til selvsmagende, onde og latterlige mænd, men karaktertegningen har så megen snert, at hun seriøst kan bruges som forbillede for de kvinder i vor tid, der måtte have behov for en ny selvforståelse. Romanens kærlighedshistorie fylder meget, men fordunkler ikke det religiøse aspekt, forfølgelsen af anderledes tænkende mennesker og den fanatiske bedreviden har brugt som undskyldning for at nyde glæden over andres smerte; dette er desværre ikke noget, spansk renæssance har patent på og er da bestemt ikke fiktion. »Bastarden« er en selvstændig fortsættelse af »Dronningens dame« fra 2013; et tredje bind i det, der så bliver en trilogi, »Mordersken«, skulle være i støbeskeen, og hvis den høje kvalitet fra de to foregående holder, kan man kun glæde sig til den.”

Nordjyske Stiftstidende ★★★★

“Vedsø Olesen har gjort et grundigt forarbejde til denne velkomponerede, kronologisk opbyggede historie. Det storpolitiske spil er på plads … Romanen sammenstykker træk fra faghistorieskrivning og roman på en så fordomsfri måde, at der er kommet en ypperlig, læseværdig spændingsroman ud af det.”

Femina FFFFFF (seks ud af seks F‘er)

“Det her er en særlig roman. Særlig fordi den er skrevet knaldhamrende godt, fordi den er et klassisk og fremragende bud på den historiske roman, og fordi den rent faktisk vil lære os noget – både om Europas forhold til Islam for 500 år siden, om kvinders forhold til sig selv og om, hvordan man finder ud af, hvem man kan stole på.”

Alt for damerne ★★★★

“Der er masser af historiske detaljer, brutal inkvisition og kulørt kærlighedsdrama i denne efterfølger til Dronningens dame … og underholdt, det er man!”

Herning Folkeblad ★★★★★

“Det er en hæsblæsende, medrivende fortælling, som elegant får sammenflettet historiske fakta og en sand »page turner« af en  historie. For der har ligget megen historisk research bag denne roman, og Anne-Marie Vedsø Olesen får skrevet så interessant om tidsperioden, at jeg faktisk helt fik lyst til at grave mig dybere ned i renæssancen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at sidste del af trilogien, som vistnok er under udarbejdelse nu, også skal læses.”

Weekendavisen

“Det går over erotiske stok og sten, når Anne-Marie Vedsø Olesen slipper sin frihedsgudinde løs i Inkvisitionens Spanien … Bag alle de kulørte lamper, der kaster skær på Madeleines erotiske appetit, hendes intense moderkærlighed, hendes hævntogter mod en ganske særligt nederdrægtig undersekretær ved hoffet og hendes jalousi mod Juans træske eks-elskerinde, lykkes det Vedsø Olesen at oplyse grundigt og forståeligt om denne grumme epoke. Og det er prisværdigt, at hun ikke med vold og magt forsøger at tvinge en parallel igennem til vore dages spændinger mellem islam og kristendom. Slutningen står pivåben og lokker med nye horisonter og nye eventyr, som den kække Madeleine nok skal mestre med trukket kårde og smut i øjnene. Man kunne indvende, at Vedsø Olesens heltinde er lige et nummer for emanciperet til at være 100 procent troværdig som repræsentant for sit køn i sin tid – men never mind. Jeg var glimrende underholdt af Bastarden og ser frem til fortsættelsen.”

Jyllands-Posten
”Bastarden” er den selvstændige toer i trebindsværket om en stærk kvinde fra 1500-tallets krigsplagede Europa, og der er tempo og spænding på, når den frygtløse Madeleine kastes ud i nye drabelige forviklinger … Det historiske er på plads, men spiller primært rollen som kulisse i det fermt sammenskruede actiondrama om en kvindes kamp for overlevelse i krig og kærlighed.”

Vesterbro Lokalavisen

“Der er smæk for skillingen, dramatik, kærlighed, intriger en masse a la De tre musketerer og lignende i andet bind af Anne-Marie Vedsø Olesens serie om den adelige Madeline, som i 1500-tallets Europa, fægter, dræber og elsker med stor lidenskab … Det hele er helvedes underholdende og veldrejet gjort, der er lagt op til en spændende fortsættelse.”

Skriv en kommentar

Filed under forfatterblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s