Det er snart tid til den store årlige bogmesse i Bella Centret. Jeg optræder fredag den 6. november kl. 12.20 på scenen Under Uret, hvor jeg samtaler med Susanne Bjertrup om romanen Bastarden. Og mon ikke vi også kommer lidt ind på dens fortsættelse Mordersken, der udkommer til januar? Så kig endelig forbi på fredag.
BogForum er en sjovt gedemarked af forfattersamtaler og boghandel og forlag og tusindvis af publikummer og børneevents og mad og drikke, og jeg ser frem til det hvert år. Det har noget over sig at kunne drysse rundt og smålytte og samtidig få hilst på en hel masse fra bogbranchen. Og oven i det hele inviterer mit forlag til fin middag fredag aften, og lørdag aften skal jeg til middag hos Dansk Forfatterforening. Så den kommende weekend er der altså dømt bogfest.