Snigkig i Lucie hvor den hellige Sankta Lucia optræder

I dag er det den 13. december, hvor man i mange lande fejrer den hellige Sankta Lucia med Lucia-optog. Sankta Lucia led martyrdøden den 13. december år 304, efter hun havde nægtet at gifte sig med en ikke-kristen romer. Lucia er også skytshelgen for blinde; ifølge lidt forskellige legender rev hun eller andre hendes øjne ud, og hun afbilledes derfor ofte med to øjne liggende i en skål (eller på anden vis som på billedet nedenfor, hvor øjnene sidder på en kvist).

Sankta Lucia optræder i min roman LUCIE. Har hun noget med min hovedperson Lucie at gøre? Måske … I hvert fald dukker Sankta Lucia op i en hallucination en nat i nutiden i Norge, hvor Lucie sammen med sine to rejsefæller, børsmægleren Casper og religionshistorikeren Martin, tager svampe udendørs på Domkirkeodden ved søen Mjøsa. Her kommer en lille del af Martins svampeoplevelse – fra kapitel 25, LUCIE:
_______________________

”Rødder, stamme, krone, grene, det hele,” sagde Casper med et vildt blik og gik ned mod søen. Martin blev siddende. Lucie sad på den anden side af bålet og så ud til at være i trance.
Martin havde en underlig fornemmelse af at være ude af sig selv, ude af sin skal. Hans tunge krop betød ingenting længere.
Lille Mist, tænkte han, og en sødme kildrede i ham og fortrængte et øjeblik det frysende ubehag ved at sidde nøgen om natten. Han stirrede på sin tøjbunke. Så rejste han sig og klædte sig på.
Han ville kunne klatre i træer, så let følte han sig. De nye svampe føltes langt behageligere end fluesvampen. Han kunne flyve til trætoppen, til gudernes bolig Asgård, han kunne klatre op til lysalferne, kravle ad grenene til jætternes Jotunheim. Verdenstræet rummede alt, alle ni verdner, og de var hans, hvis han ville det.
”Niksen, biksen, at ville eller ikke ville … den hopper jeg ikke på.”
Han så skyggerne danse henne ved kirkeruinen. En lang række af små skikkelser, de holdt hinanden i hånden, tumlede afsted i en kædedans.
”Danse, ikke ville,” mumlede han og løb over mod dem.
Natten var svævende billeder af kædedans, lattermilde væsner greb hans hånd, og han løb med, rundt og rundt om glasbygningen med kirkeruinen indeni. Der fandtes ingen tid længere, og ingen grænser, smukke helgeninder blandede sig med lysalferne, ærkeenglen med svartalfen, og de festede alle sammen.
”Her er lidt mørkt,” sagde han på et tidspunkt og ønskede, at stjernerne ville komme frem.
”Så kan de blinde se,” sagde trolden, der holdt hans hånd. ”Hi, hi, se bare den hellige Sankta Lucia dér. Hun tabte sine øjne. Nu danser hun glad i sorte nætter.”
Der var noget med Sankta Lucia. Martin kiggede på den dansende kvinde. Hun bar en kvist i den ene hånd, og på kvistens to små grene voksede et par øjne. Men hun havde brunt hår og lignede på ingen måde Lucie.
”Lysende Lucie,” sukkede han og blev pludselig grebet af uro. Der var noget, som hastede.
”Det er der nemlig,” hviskede Odin, som sad på hans skulder og var lille bitte. ”Skynd dig!”

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under forfatterblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s