Lucie, min Lucie. Hun udkommer jo lige om lidt – den 9. februar – og jeg bliver ved med at være glad for hende, som jeg har været det under hver eneste gennemlæsning og redigering i efteråret.
Det har noget at gøre med den befrielse, det har været, at skrive så rasende et angreb på religion ud. Og at Lucie, der er tusind år gammel, ligeledes spytter af foragt over nutiden, som hun ser som narcissismens og forkælelsens tidsalder. Ja, hun er kannibal og udødelig, og man kan sagtens sælge romanen som en slags horror-fantasy-spændingsroman. Men jeg tror, det ville være både synd og misvisende. Jeg har haft romaner som Simone de Beauvoirs ‘Alle mennesker er dødelige’ og Virginia Woolfs ‘Orlando’ i tankerne, da jeg skrev den, og jeg håber den vil blive læst også for sin samfunds- og religionskritiske substans.
Apropos det religionskritiske, så kom slutningen af Lucie bag på også mig som forfatter. Jeg skal ikke røbe den her, men jeg er tilfreds med den kompleksitet i forhold til kristendom, der ligger i slutningen.
Men summa summarum: Lucie er en roman med meget på hjerte. Det er en spændingsfyldt, eksistentiel roman om nordisk mytologi og kristendom, om identitet, tro og rationalitet. Det er også en roman fyldt med eventyrlige elementer og horror, og så er det en fortælling, der gennem sin hyldest til naturvidenskaben revser nutidens narcissisme og postfaktuelle fordummelse.
Anne-Marie Vedsø Olesen 